Ankesag om tatovørafpresning: Black Army for retten torsdag

Tre tidligere bandemedlemmer skal for landsretten i dag i sagen om trusler mod tatovører i Odense.

Arkivfoto fra Odense: Black Army i Odense har forladt klubhuset på Nyborgvej, da banden efter sigende vil nedlægge sig selv. (Foto: Nils Svalebøg © Scanpix)

Torsdag klokken ni begynder ankesagen mod tre tidligere medlemmer af den kriminelle bande Black Army i landsretten i København.

De tre tidligere bandemedlemmer blev i april sidste år idømt henholdsvis seks, syv og otte måneders fængsel for at forsøge at afpresse og true tre tatovører fra Odense til at betale beskyttelsespenge til banden.

De ankede alle tre dommen til landsretten.

Ifølge talsmand for tatovørerne og formand for Professionelle Danske Tatovører Lars Pedersen er sagen en af de vigtigste i kampen mod den kriminelle bande fra Odense.

- Det er den sag, der næsten startede det hele, og som satte skub i bandepakken og udvidelse af bandepakken. Jeg synes, det er en rigtig principiel sag, siger han.

Tatovørerne meldte de tre mænd fra Black Army til politiet, efter at de havde forsøgt at presse penge af tatovørerne i Nørregade i Odense torsdag d. 9. februar 2017.

Lars Pedersen håber, at en stadfæstelse eller en ny dom til de tre tidligere bandemedlemmer kan få bandens hærgen til at stoppe.

- Det er lige så jeg står og får kuldegysninger, for jeg håber, at vi nu får en ende på det, for det har altså været 14 hårde måneder for rigtig mange mennesker, siger han.

Selv om Lars Pedersen ikke selv har været en af de truede tatovører, er han gået aktivt ind i sagen, fordi det har været vigtigt for ham, at tatovørerne stod sammen, og han ser det som en principiel sag.

Der falder dom i landsretten i København fredag.

Facebook
Twitter