Antorini: Folkeskolen skal lære af succesfuldt lynkursus

Tankevækkende, at fire ugers lynkursus har formået at løfte en gruppe folkeskoleelever væk fra dumpekarakter, mener undervisningsminister Christine Antorini.

(Foto: © DR, DR)

Fire ugers lynkursus i dansk og matematik.

Det var alt, der skulle til for at flytte 54 odenseanske 9. klasseelever fra en dumpekarakter til bestået. Efter fire ugers intensivt kursus med firmaet True North mere end fordoblede eleverne deres karakterer.

Tankevækkende, mener undervisningsminister Christine Antorini (S):

- Det er superflot. De har både fået et fagligt løft og motivationen og lysten til at lære meget mere. Det er også tankevækkende, hvordan et intensivt forløb kan løfte elever, der burde være blevet løftet allerede i folkeskolen, siger ministeren.

Folkeskolen skal lære af forløbet

Ifølge manden bag kurserne, den tidligere jægersoldat Nicolai Moltke-Leth, skyldes succesen en blanding af at arbejde med de bedste faglige værktøjer og de unges personlige og sociale kompetencer. Det er noget, folkeskolen kan og bør lære af, mener ministeren:

- Vi vil gerne lære af erfaringerne.  Der er en række af de værktøjer, True North anvender, som vi også har med i folkeskolereformen, så vi kan lære af hinanden, siger Christine Antorini (S).

Hun nævner for eksempel True Norths meget målstyrede undervisning, hvor eleverne får at vide, hvorfor de skal lære det, de gør, og en varieret undervisning, hvor bevægelse er et vigtigt element.

Lynkurser må ikke blive løsningen

Selvom Odense altså har haft stor succes med lynkurset, så er det ikke vejen frem ifølge undervisningsministeren. Arbejdet ligger fortsat hos folkeskolen.

- Det er folkeskolen, der skal levere det lange, seje træk. Det skal jo ikke være sådan, at eleverne først bliver løftet, når de kommer på et intensivt kursus, siger Antorini, der mener, at den nye folkeskolereform indeholder muligheden for, at True Norths undervisningsteknikker kan blive inkorporeret.

Kurset, som Odense Kommune har købt, omfatter i alt cirka 120 unge i 9. og 10. klasse, og det koster i alt fem millioner kroner. Kommunen er den første, der har hyret et privat firma for at få hævet elevernes faglige kunnen inden afgangseksamen.