Asyldirektør erkender: Vi har ikke været dygtige nok

Børnecentret i Tullebølle ikke har fungeret, fortæller asyldirektør Sisi Eibye. Hun fastholder dog, at der ikke er problemer med de øvrige centre, som Langeland Kommune driver.

Inden ugen er omme, er Børnecenter Tullebølle på Langeland lukket. De 40 drenge bliver flyttet til andre asylcentre i landet. (Foto: Dr Fyn)

Det er en kynisk ledelsesmæssig beslutning at lukke Børnecenter Tullebølle, men den var nødvendig. Sådan lyder det fra Sisi Ejbye, direktør for asylområdet på Langeland.

- Det er summen af hændelserne over sommeren og mistanken om seksuelle krænkelser, der får os til at trække stikket til centret med det samme, siger hun.

Sagerne drejer sig både om chikane, vold, trusler og hærværk. Samtidig kom det i dag frem på et pressemøde, at to kvindelige medarbejdere på børnecentret er under stærk mistanke for at have krænket en eller flere asyldrenge seksuelt. De to medarbejdere er bortvist, og Fyns Politi undersøger sagerne.

Børnecenter Tullebølle har lige nu 40 uledsagede drenge mellem 14-17 år. De skal flyttes ud til andre centre i løbet af de næste to dage. Den korte frist er af hensyn til både drenge og personale, fortæller Sisi Eibye.

- På den måde kan både drenge og medarbejdere komme videre, og vi kan holde fokus på vores øvrige centre, der fungerer godt, siger asyldirektøren.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) har tidligere i dag udtalt en kritik af ledelsen på Børnecenter Tullebølle. Hun og Udlændingestyrelsen vil nu holde ekstra øje med de øvrige centre, som Langelands Kommune driver.

Asyldirektør Sisi Eibye erkender, at centret i Tullebølle ikke har fungeret.

- På bundlinjen har vi ikke været dygtige nok, siger hun.

Hun fastholder dog, at de øvrige centre fungerer, og at Børnecenter Tullebølle kun er et enkeltstående tilfælde.

I foråret kritiserede tidligere medarbejdere på Børnecenter Tullebølle ledelsen på centret. Det fik ledelsen til at lave en anonym spørgeskemaundersøgelse blandt medarbejderne. Den viste, at der var behov for flere ændringer.

- De ændringer var vi i gang med. Det var kulturen, der skulle laves om. Det tager lang tid, og summen af alt dette medførte, at vi simpelthen ikke havde den tid. Derfor skulle centret lukkes, afslutter Sisi Eibye.

Asyldirektøren ønsker ikke at kommentere på de konkrete sager mod to kvindelige medarbejdere på Tullebølle:

- Jeg vil ikke udtale mig, mens Fyns Politi undersøger sagerne, siger hun.

Facebook
Twitter