Bandekonflikt i gang: Politiet forlænger forhøjet straf i Vollsmose

For en måned siden oprettede politiet en særlig straf- og visitationszone i Vollsmose. Nu har der igen været en skudepisode.

Oprettelsen af en skærpet strafzone betyder, at straffen for visse former for utryghedsskabende kriminalitet begået i strafzonen stiger til det dobbelte. (Arkivfoto) (Foto: claus fisker © Scanpix)

Laver du kriminalitet i Vollsmose, så er straffen hårdere, end hvis du laver det i en anden bydel af Odense.

Endnu en gang har der været en skudepisode på Bøgetorvet, og derfor forlænger politiet visitationszonen og den skærpede strafzone frem til 7. marts.

Ingen blev ramt under skudepisoden i går aftes. Men Fyns Politi er overbeviste om, at hændelsen er et led i den igangværende bandekonflikt mellem to grupperinger.

- Jeg har ikke noget detaljeret om de grupperinger. Men det er korrekt, at der er en igangværende konflikt, forklarer vicepolitiinspektør Anders Sims-Nielsen og fortsætter:

- Det har vores store fokus på flere spor, blandt andet har vi øget patruljeringen i Vollsmose for at sikre trygheden.

Ud over flere betjente i området, så håber Fyns Politi, at en forlængelse af zonerne kan sikre, at borgerne føler sig trygge oven på de to seneste skudepisoder.

- Vi bruger det som et juridisk middel til at komme efter dem, der har onde hensigter, forklarer Anders Sims-Nielsen.

I området inden for den røde streg vil der være skærpet strafzone. (Foto: Fyns Politi)

Visitations- og strafzonen blev første gang indført i slutningen af januar, efter der var blevet afgivet flere skud i Bøgeparken i Vollsmose i forbindelse med et igangværende opgør mellem lokale kriminelle grupperinger i området. Her ramte skuddene heller ikke nogen mennesker.

Facebook
Twitter