Bekymrede børn måtte ringe i skoletiden: Frygtede, at forældre var med ulykkestog

Togulykken på Storebæltsbroen gjorde skolebørn urolige for, om mor og far var med toget.

- Der bliver gjort alt, hvad der er muligt for at få de omkomne endeligt identificeret så hurtigt som overhovedet muligt, så de pårørende kan få vished om, hvad der er sket med deres kære, lød det i dag fra Fyns Politi. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Birkhovedskolen i Nyborg ligger ikke langt fra Storebæltsbroen, hvor den forfærdelige togulykke i går indtraf.

På skolen går flere elever, hvis forældre hver dag pendler mellem Nyborg og Sjælland, og derfor blev en række skolebørn i går meget bekymrede, da de i skoletiden åbnede deres computere og kunne læse om ulykken i medierne.

- Da vi har en del pendlerforældre, blev personalet bedt om at være opmærksom på de elever, og nogle af dem kom ned på kontoret, fordi de var utrygge. De vidste ikke, om mor eller far var med toget. Vi hjalp dem med at få kontakt til forældrene, så de kunne få en rolig skoledag, fortæller skoleleder Carsten Højgaard.

Ingen af forældrene viste sig dog at være blandt de otte døde eller 16 tilskadekomne, og i dag har skolen fortsat undervisningen som normalt.

- Jeg har tillid og tiltro til, at de enkelte klasser har taget snakken med eleverne. Meget af snakken er taget i går aftes omkring aftensmaden med forældrene. Vi har ikke mærket et særligt behov for at gøre noget ekstraordinært i dag, siger skolelederen.

Mange børn på den fynske skole Birkhovedskolen i Nyborg har forældre, som hver dag pendler med toget mellem Fyn og Sjælland. Da eleverne hørte om togulykken, fik flere af dem hjælp til at ringe til mor eller far, fortæller skoleleder Carsten Højgaard.

Fyns Politi arbejder fortsat på at identificere alle omkomne.

Fem kvinder og tre mænd mistede livet, og politiet kender identiteten på de fire, mens man fortsat arbejder på at fastslå identiteten på de andre døde.

Den proces bliver vanskeliggjort af ligenes tilstand, men ved hjælp af DNA og tandkort skrider arbejdet frem, lød det her til eftermiddag fra politiet.

Havarikommissionens foreløbige konklusion på ulykken er, at en løsrevet trailer fra et godstog ramte lyntoget, da det var på vej over broen mod Sjælland. Derfor måtte lyntoget foretage en hård katastrofeopbremsning.