Beredskab Fyn ruster sig igen mod stormflod: 'Måske ikke så voldsom, men langvarig'

Beredskab Fyn opfordrer borgere, der er i risikozonen, til at sikre hjemmet.

Sommerhusområdet i Munkebo på Fyn var ramt af oversvømmelse i sidste uge. (Foto: Suhirrthavathy Thiruchelvam © Scanpix)

Snart må du igen hive sandsækkene frem.

I hvert fald hvis du bor på Fyn, hvor DMI igen varsler om forhøjet vandstand sent i morgen aften og natten til onsdag.

Beredskab Fyn er i fuld sving med at forberede sig på de kommende døgn.

- Vi er gået i gang med planlægningen, og vi melder senere i dag en plan ud for afhentning af sandsække og sand på de steder, hvor vi vurderer, at borgerne skal have adgang til at sikre sig selv, siger Mogens Bjerregaard, der er direktør hos Beredskab Fyn.

Stormen er anderledes end sidst, da vandstanden ifølge prognoserne ikke vil stige i nær så høj grad.

- Det, der gør den speciel, i forhold til tidligere er, at den måske ikke bliver så voldsom, men at den bliver meget langvarig, siger beredskabsdirektøren.

Beredskab Fyn forventer forhøjede vandstande allerede fra natten til onsdag i Odense Fjord, Kerteminde, Nyborg og Bogense.

Kyster på Nordfyn er særligt udsat

- Sidste gang var det hele Fyn, der var berørt. Her er udgangspunktet, at det bliver nordkysten, der er påvirket, men vandstandene vil - ud fra prognoserne - være knap så ekstreme, som de var i sidste uge, fortæller Mogens Bjerregaard.

Ifølge prognoserne kan man forvente, at Odense Fjord vil blive hårdest ramt.

- Netop fordi vindretning og vindvarighed er så forskellig fra, hvad vi tidligere har set, så vil jeg ikke blive overrasket, hvis prognoserne springer. Og det har vi selvfølgelig taget højde for i vores planlægning, siger Mogens Bjerregaard.

Ifølge DMI rammer blæsevejret Fyn i løbet af tirsdagen, mens man fra natten til onsdag vil kunne opleve forhøjet vandstand.

Derudover ventes en forhøjet vandstand ved kysterne i den sydvestlige del af Kattegat, i Storebælt og den nordlige del af Lolland, hvor den kan komme op på mellem 125-140 centimeter over den normale vandstand.

Facebook
Twitter