Besked til plejepersonale: Grib ikke de ældre, når de falder

SOSU-assistenter og andet plejepersonale får ordre på at ikke gribe ældre, der snubler og falder. Det kan nemlig give de ansatte rygskader.

Mister en ældre borger balancen eller besvimer, skal de ikke forvente, at hjemmehjælperen, der står ved siden af, griber dem. (© Colourbox)

Lad hellere et ældre menneske falde end at risikere din egen rygs velbefindende.

Sådan lyder beskeden fra mindst fire kommuner til det personale, som er ansat til at passe på ældre borgere og patienter.

Grebet kan nemlig resultere i en rygskade. Derfor får plejepersonalet i blandt andet Odense Kommune at vide, at man bør lade falde, hvad ikke kan stå.

- Man skal ikke gribe borgeren. Det er en retningslinje, som bliver fulgt på sygehuse og i kommuner på landsplan, siger arbejdsmiljøkoordinator Lars Erik Bengtsson, Odense Kommune, der forsvarer hensynet til den ansattes ryg.

- Jeg mener reelt, at vi håndterer dilemmaet medarbejder og ældre imellem på en god og fuldt forsvarlig måde, siger han.

Personale skal hjælpe den ældre med at falde rigtigt

Odense Kommune havde i 2012 i alt 36 sager med rygskader, og en stor del af disse kan skyldes forsøg på at gribe ældre, der falder.

- Man skal uddanne personalet til hjælpe den ældre med at falde på den rigtige måde, så de ansatte undgår skader som diskusprolapser og invalidering, og den ældre ikke slår sig i faldet, siger Lars Erik Bengtsson:

-  Vi siger, at man bør ikke gribe borgeren, men det er jo ikke det samme som at lade dem falde. Vi skal afbøde faldet på en nænsom måde for medarbejderen og den ældre borger, så man for eksempel ikke falder over sine egne ben og får lårbensbrud eller slår hovedet.

Odenses plejepersonale bliver ifølge Lars Erik Bengtsson uddannet i at hjælpe den ældre ned, når de falder.

Tidligere hjemmehjælper opfordrer også til at lade falde

Charlotte Brix Nielsen har selv arbejdet som hjemmehjælper, og hun opfordrer også plejepersonale til at ikke gribe en ældre, der falder.

For over tyve år siden greb hun en ældre borger, og grebet gav Charlotte Brix Nielsen diskusprolapser og skadede ryghvirvler, skriver hun på P4 Fyns Facebook-side.

Hun bøvler stadig med skaden den dag i dag, og det betyder, at hun flere gange dagligt må rygtræne og tage smertestillende medicin.

Det er i København, Aarhus, Odense og Roskilde kommuner, hvor man opfordrer plejepersonalet til at ikke gribe en ældre, der falder. I København er anbefalingen indskrevet også i en håndbog for plejepersonalet.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53106857a11f9d10f0cb3f65

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter