Bliv hjemme og gå til lægen: Netkonsultationer er et hit

Både patienter og læger skærer spildtiden fra, når konsultationerne klares over nettet.

Flere og flere danskere har fået øjnene op for, at det er langt mere bekvemt bare at tænde computeren derhjemme, fremfor at sidde at bladre i et halvgammelt ugeblad i et venteværelse, mens man venter på at blive tilset af sin læge.

En opgørelse fra Praktiserende Lægers Organisation viser, at hver fjerde lægekonsultation nu foregår elektronisk - hvilket foregår både via video og email.

- Så er de fri for at skulle tage fri fra arbejde og bruge flere timer på det, siger Stine Christoffersen, der er praktiserende læge i Odense, om de patienter, som hun møder på skærmen i stedet for på klinikken.

I den anden ende af internetforbindelsen sidder en af Stine Christoffersens patienter, Julie Nielsen, og hun er lige så begejstret for, at en konsultation ikke behøver at være lig med en masse spildtid.

- Jeg synes, det er et mega godt koncept, at videokonsultationer kommer mere og mere frem. Jeg sidder på mit arbejde lige nu og sparer lidt tid i forhold til, at jeg ikke skal transportere mig selv frem og tilbage.

Den mere fleksible løsning vækker også begejstring hos Danske Patienter, der repræsenterer 900.000 patienter og deres pårørende landet over.

- Det kan hjælpe rigtig mange mennesker der, hvor det giver mening. Det er en rigtig god udvikling, siger direktør for Danske Patienter, Morten Freil.

Fysisk fremmøde er ikke dømt ude

Men risikerer man ikke at overse noget, når det hele bare foregår over computeren?

På lægeklinikken i Odense forsikrer Stine Christoffersen, at det slet ikke er noget problem. De digitale konsultationer er blot et supplement og ikke noget, der fuldstændig skal erstatte mødet mellem læge og patient.

- Hvis vi ikke kan vurdere det, vi skal, på video, så beder vi dem jo bare om at komme ind til os, siger Stine Christoffersen, der ser andre fordele end blot reducering af spildtid for læge og patient.

Det kan nemlig få flere til at komme til lægen.

- Der er for eksempel nogen, der har svært ved at kommme ud af døren, der ikke kan overskue det. Og så det der med, at vi kan lige se hinanden på en video, så synes jeg, det er fint.