Børn donerer brugte skoletasker til udsatte klassekammerater

For andet år i træk kan børn aflevere deres brugte skoletaske, som sælges videre til trængte børnefamilier i Red Barnets genbrugsbutikker.

En pige kom forbi med sin mor og afleverede denne brugte skoletaske i Kongensgade. Sidste år modtog butikken 60 brugte skoletasker, fortæller butiksleder Jeanett Wittrup Thorsen (Foto: Dr)

Snorlige penalhuse, glinsende bogbind og splinterny skoletaske.

August er for mange børn lig med skolestart, men for mange udsatte børnefamilier kan det være svært at få råd til skoleudstyret.

- Alene et penalhus med fyld kan løbe op i 300-400 kroner. Dertil kommer skoletaske og andre sager. Så det kan blive en dyr fornøjelse, siger Jeanett Wittrup Thorsen, butikschef i Arnold Busck.

For at hjælpe de udsatte børnefamilier har Red Barnet og Arnold Busck sat gang i en indsamling.

Børn kan komme ind og aflevere deres brugte skoletasker i butikken, og efterfølgende sælges taskerne videre til billige penge i Red Barnets genbrugsbutikker.

Giver børn et socialt ansvar

Det er andet år i træk, at butikskæden og organisationen laver indsamlingen.

Sidste år blev der samlet 1147 skoletasker ind, og i Odense har man allerede modtaget den første skoletaske.

- Indsamlingen er med til at give børnene et socialt ansvar. Der er andre, der har brug for min hjælp, og at de kan se, hvor meget deres brugte skoletaske kan gøre lykke, siger Jeanett Wittrup Thorsen.

Som noget nyt kan børnene tegne en tegning eller skrive en personlig hilsen, som følger tasken til næste barnehånd.

Hjælper også udenlandske børn

Ifølge Red Barnet var opbakningen til sidste års indsamling meget stor, og derfor håber generalsekretær Jonas Keiding Lindholm også på, at endnu flere børn vil give deres brugte taske videre.

- Det at få lov til at stå i skolegården og føle sig lige så fin og klar til skolestart som alle andre børn har en rigtig stor betydning. Særligt for børn, der kommer fra sværere kår, siger han.

Når skoletaskerne bliver givet videre, gavner det desuden børn i både Danmark og i udlandet.

- De børn, der afleverer tasken, får en fornemmelse af, at de gør noget godt for andre. De børn, der modtager skoletasken, bliver glade og føler sig klar, og overskuddet fra salget går til at hjælpe børn i både Danmark og i udlandet. Så det kommer mange til gode, forklarer Jonas Keiding Lindholm.

Man kan donere sin skoletaske frem til 10. september i samtlige Arnold Busck-butikker.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.