To kvindelige ansatte er under stærk mistanke for at have seksuelt krænket en eller flere drenge på asylcentret Tullebølle på Langeland.
Det var medvirkende til, at centret i går blev lukket af Langeland Kommune samt Udlændingestyrelsen.
Mistanken om overgrebene er flere måneder gamle, men Udlændingestyrelsen og integrationsminister Inger Støjberg (V) fik det først at vide i lørdags. Det er ministeren stærkt utilfreds med.
- Seksuelle overgreb på sådan et center burde Langelands Kommune straks have informeret mig om, siger Inger Støjberg.
Men ifølge Langelands borgmester, Bjarne Nielsen (V), var det svært at give ministeren besked. Han blev nemlig først underrettet om den seneste sag i torsdags, og det er ikke godt nok.
- Det er fuldstændig uacceptabelt, og vi vil drøfte med ledelsen, at der er nogle ting, man skal give besked om før, siger Bjarne Nielsen (V).
Direktør for asylområdet på Langeland Sisi Eibye erkender, at man ikke har været dygtig nok til at lede Børnecenter Tullebølle. Hun har dog ingen kommentarer til mistanken om de seksuelle overgreb.
- Jeg siger intet, mens der foregår undersøgelser i Fyns Politi, siger hun.