Borgere er aktive medspillere i byfornyelse: "Fedt at have indflydelse"

I Faaborg-Midtfyn Kommune har man i år afsat mange millioner til byfornyelse, og et af projekterne har borgerne indflydelse på.

Onsdag aften mødtes borgere i Ringe for at snakke om projketet 'Bymidteplanen', og hvordan man kan gøre byen mere attraktiv. (Foto: Annesofie Brochstedt)

Nye smukke facader, attraktive boliger med den helt rette placering og en bymidte med mere liv – det er blot nogle af de tiltag, som hører under betegnelsen ’byfornyelse’.

En af de kommuner, som har lagt særligt mange penge til side til byfornyelse, er Faaborg-Midtfyn.

Jeg synes, det er fedt, at vi som borgere har indflydelse på, hvad der skal ske i den by, man bor i.

Rikke Dyrgaard, nytilflytter

De har i år afsat 23,6 millioner kroner. Midlerne til byfornyelse er noget højere end tidligere år, og det skyldes hovedsageligt to store projekter, fortæller borgmester Hans Stavnsager.

- Det ene det er et stort udviklingsprojekt i Årslev, hvor vi skal udvikle et helt nyt byområde med 600 nye boliger. Og det andet er havneområdet i Faaborg, hvor vi havde slagteriet, som lukkede for et par år siden. Nu skal vi finde ud af, hvad der skal ske på det område, siger han.

Bymidteplanen inviterer borgerne ind

Men et af de projekter, som også kan nyde godt af pengene, er ’Bymidteplanen’- et kommunalt projekt, som arbejder for at gøre Ringes bymidte mere attraktiv for borgerne. For at nå det mål inviterede kommunen borgerne til idéudviklingsmøde onsdag aften.

En af de fremmødte var Rikke Dyrgaard, som sidste år flyttede til byen.

- Jeg synes, det er fedt, at vi som borgere har indflydelse på, hvad der skal ske i den by, man bor i. Det har været ret positivt ved at være flyttet fra Odense til Ringe – altså, at der er kort kommandovej, siger Rikke Dyrgaard.

Ægteparret Birthe og Carsten Nielsen, som har boet i Ringe i 39 år, var også mødt op til borgermødet i Ringe.

De ærgrer sig over, at bymidten lukker ned, så snart forretningerne lukker først på aftenen, og derfor støtter de op om aftenens initiativ.

’Bymidteplanen’ forsøger at gøre flere af Ringes små passager mere indbydende ved blandt andet at udsmykke byen med vægmalerier.

Det er vigtigt, at byens bygninger tager sig pænt ud, hvis man skal lokke flere til Ringe, mener Carsten Nielsen, der har et forslag til, hvordan byen kan pyntes.

- Ved at gøre det indbydende med at have nogle flotte facader og renovere det, vi har i forvejen, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.