Mens Lars Løkke Rasmussen for nylig trykkede hånd med lederen af banden Black Army i Odense, så gik det anderledes i aftes, da Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, traf en gruppe af bandens medlemmer i forbindelse med et interview med TV2.
Borgmesteren skulle lave et interview i forbindelse med den varslede aftale om bandepakken. Her foregik interviewet på en tankstation, som er placeret overfor banden Black Armys klubhus.
Efter interviewet blev borgmesteren og en kollega passet op ved deres biler af to medlemmer fra Black Army, som gerne ville give hånd til Odenses borgmester.
Da han nægtede at give hånd til de to mænd, kom flere medlemmer af banden hurtigt til stedet. Det endte med at blive en helt særlig oplevelsen, som Peter Rahbæk Juel lige skal sunde sig over.
- Det var lidt en tvivlsom oplevelse at skulle stå med ti mopsede medlemmer af Black Army, som skulle lave lidt opstandelse, siger han.
Trods oplevelsen har borgmesteren dog ikke tænkt sig at holde sig fra området.
- De skal ikke bestemme, hvor en folkevalgt politiker og en tv-station vælger at lave tv. De ejer ikke Nyborgvej, de ejer ikke tankstationen, og de ejer ikke Odense, siger han til DR Fyn.
Episoden fik borgmesteren til efterfølgende at lave en statusopdatering på sin facebook-profil.
Hændelsen kommer i forlængelse af den sidste tids mange sager om afpresning af erhvervsdrivende og hjemløse i Odense.
Borgmesteren vil nu tale med politiet om hændelsen.