- Jeg rettede allerede henvendelse til kommunaldirektøren tilbage i marts på baggrund af forlydender om, hvad der var sket til julefrokosten, men borgmesteren nægtede, at der var sket noget.
Sådan lyder det fra gruppeformand for Socialdemokratiet Kasper Solberg (A), efter en sag om et kys til en julefrokost, der i går fik borgmesteren i Nordfyns Kommune Morten Andersen (V) til at trække sig efter 13 år på posten.
- Det blev han ved med, og i torsdags skrev jeg derfor og krævede en redegørelse ved førstkommende økonomiudvalgsmøde, siger han.
Samme dag indkaldte borgmesteren dog til ekstraordinært økonomiudvalgsmøde om aftenen. Men efter mødet var Kasper Solberg, der også er næstformand i Økonomiudvalget, ikke blevet meget klogere på borgmesterens rolle i sagen.
- Jeg oplevede en borgmester, som ikke fortalte sandheden. Ad flere omgange valgte han at fortie simple faktuelle kendsgerninger, fortæller han.
Og den oplevelse var han ikke alene om at sidde tilbage med. Ved mødet torsdag udtrykte et enigt økonomiudvalg på tværs af syv partier mistillid til borgmesteren på baggrund af hans udlægning af sagen.
- Vi er jo et økonomiudvalg, hvor samtlige tilstedeværende medlemmer sidder med den samme oplevelse; at borgmesteren slet og ret lyver for os, og det får vi jo så bekræftet i går (på facebook, red.), siger Kasper Solberg.
'Ikke kysset eller dansen'
Den forhenværende borgmesters partifælle, Marie Holmgaard Søvsø (V), som også var med til mødet, er enig i, at det er håndteringen af sagen, der er skyld i den manglende tillid.
- Den redegørelse og de svar, borgmesteren giver på det møde, vækker ganske enkelt ikke tillid eller tro på, at der bliver talt sandt, siger hun.
- Det handler ikke om, at vi i økonomiudvalget har vejet kysset eller dansen eller alkoholen på en guldvægt. Det er jo samlet set den håndtering, som handler om både en forsinkelse af noget alvorligt og en benægtelse af det, som så indrømmes mandag, og en manglende udstrakt hånd til Økonomiudvalget, som gør, vi står her i dag, uddyber Marie Holmgaard Søvsø.
Hvad der præcist er talt om ved mødet, vil de to medlemmer i økonomiudvalget ikke forholde sig til. For dem begge er det en principiel sag, som handler om tillid.
- Når man kan gå ind til et økonomiudvalgsmøde, man selv har indkaldt til, og redegøre ufuldstændigt, mens man lyver, så er det efter min overbevisning en magtfuldkommen borgmester, som ikke er værdig til at sidde i den stol, siger Kasper Solberg.
- Vi lever af tillid i politik. Politik er også relationer. Det er afgørende, der er tillid til og tro på at det, der bliver fremlagt af forvaltningen eller politiske kollegaer er rigtigt, ellers kan man ikke komme i mål med noget som helst fornuftigt i politik, siger Marie Holmgaard Søvsø.
Borgmester afviser løgn
Den nu afgående borgmester afviser dog at have løjet. For han kan ikke referere noget, som han ikke kan huske, lyder det.
- Jeg har jo ikke kunnet redegøre for, hvem jeg har kysset den aften. Det er oprigtigt. Det kunne jeg ikke. Jeg valgte at sige det, jeg vidste. Og jeg kan ikke sige mere, end jeg ved, siger Morten Andersen.
Borgere begræder borgmesterafgang
På gaderne i Nordfyn har piben en anden lyd. Her er tilliden til Morten Andersen intakt til trods for kysseri og fortielser.
- Det er hammerærgerligt, for han er en rigtig god borgmester, og han har altid været en gevinst for Nordfyn. Og det er helt urimeligt, at sådan en lille ting, synes jeg, skal medføre sådan en stor konsekvens, siger Vibeke Nielsen.
På Facebook er opbakningen til Morten Andersen strømmet ind i kommentarsporet. Her undrer borgerne sig over, hvordan et kys kan ende så galt.
- Jeg er overrasket, for det havde jeg ikke set komme på nogen måde. Han har gjort et godt stykke arbejde for kommunen generelt. Folk i byen er glade for ham. Det kan vi jo se, når han kommer til arrangementer her i byen. Folk er jo helt vilde med ham. Man er nødt til at være foregangsbillede, men personligt synes jeg, det er en overreaktion, siger Jette Pedersen fra Bogense.
Også Christian Buhl begræder Morten Andersens beslutning om at trække sig fra borgmesterposten og kommunalbestyrelsen.
- Jeg synes, det er utrolig ærgerligt. Jeg forstår egentlig godt han beslutning, men samtidig har han været en fantastisk borgmester for Nordfyns Kommune. Vi har ikke set andet end fremgang, siden han kom til, og han er meget vellidt blandt mange mennesker. Så jeg blev rigtig ked af det, da jeg hørte det.