Brunsvigerens Dag 2021

Den 14. oktober fejrer vi Brunsvigerens Dag i hele landet, men særligt på Fyn.

Vi fejrer Brunsvigerens Dag for femte år i træk, og vi glæder os til en jubilæumsfest i den snaskede kages tegn.

Tidligere år har vi afholdt et kæmpe arrangement på DR Fyns redaktion i Odense, men i år flytter vi begivenheden ud på Kold College i Odense klokken 15-18, hvor DU er inviteret med.

Mød op og smag masser af brunsviger fra de fynske bagere, prøv en dialogbrunner, få en rundvisning og hør mere om bagerfaget eller deltag i konkurrencer.

Fyn fester d. 14. oktober

Vi holder selvfølgelig også en kæmpe fest i radioen på P4 Fyn og på nettet, og så sender vi reportere rundt i det fynske for at dække diverse brunsviger-arrangementer. Du vil også kunne høre sportskommentator Henrik Liniger kommentere vores egen fodboldturnering Brunsviger Cup, som vi arrangerer i samarbejde med Dansk Firmaidræts Forbund.

Vi håber, at beboerforeninger, sportsklubber, skoler, plejehjem, institutioner og bagere i år vil give den ekstra gas med snaskede tiltag, så vi alle sammen får spist en masse brunsviger og fejret dagen.

Skriv endelig ind til os på fyn@dr.dk, hvis du har en brunsvigerbegivenhed, som du synes fortjener lidt ekstra opmærksomhed på Brunsvigerens Dag.

Du er også velkommen til at dele din begivenhed eller lægge billeder op på vores Facebookside.

Vi glæder os til en forrygende dag i brunsvigerens tegn sammen med jer. Vores mission er at samle fynboerne på tværs af by- og aldersgrænser, spise masser af brunsviger og hylde dialogen og fællesskabet.

Husk at tagge #BrunsvigerensDag og #FynErFarin.

Glædelig Brunsvigerens Dag 2021.

Facebook
Twitter