Carsten Jensens 'Vi, de druknede' opføres som totalteater i Marstal: 'Jeg er helt åben for, hvad der skal ske'

Tirsdag aften er der premiere på 'Vi, de druknede' i Marstal.

Det er den bog af Carsten Jensen, som har solgt mest, er oversat til flest sprog og nu - 13 år efter udgivelsen - skal den også opføres som totalteater.

- Det er helt afgjort den bog, der har haft størst betydning for min karriere, siger Carsten Jensen, som stadig med stor glæde holder oplæg om bogen.

'Vi, de druknede' er efterhånden kommet vidt omkring, og romanen er blevet folkeeje på en helt anden måde end resten af Carsten Jensens bøger, mener forfatteren selv.

- Den er også nået ud til mennesker, som egentlig ikke bryder sig om mig, og det jeg står for politisk. Jeg tror, de tænker: 'Hvordan kan det dumme svin skrive sådan en god roman?' Og det kan jeg egentlig meget godt lide: kontrasten mellem forfatteren og hans værk, fortæller Carsten Jensen.

  • Fra opsætningen af teaterforestillingen 'Vi, de druknede'. (© Ard Jongsma / Metropolis)
  • Fra opsætningen af teaterforestillingen 'Vi, de druknede'. (© Ard Jongsma / Metropolis)
  • Fra opsætningen af teaterforestillingen 'Vi, de druknede'. (© Ard Jongsma / Metropolis)
  • Fra opsætningen af teaterforestillingen 'Vi, de druknede'. (© Ard Jongsma / Metropolis)
  • Fra opsætningen af teaterforestillingen 'Vi, de druknede'. (© Ard Jongsma / Metropolis)
1 / 5

En fortælling forankret i Marstal

'Vi, de druknede' er en roman om dristige sømænd, drevet af udlængsel mod verdenshavene, om 1800-tallets Marstals storhed og fald og om mod, lidenskab og tab.

Forestillingen i Marstal forvandler romanens knap 700 sider til et stormfuldt, internationalt totalteater med 20 medvirkende.

Carsten Jensen arbejdede fem år på bogen, og han er derfor oprigtigt spændt på aftenens forestilling.

- Jeg er helt åben for, hvad der skal ske. Jeg har ikke set det før, og de har ikke rådført sig med mig. Så det kan være, at jeg bliver præsenteret for en version af romanen, som er helt anderledes, end jeg har tænkt og skrevet den.

Men det skræmmer ham ikke.

- Det synes jeg egentlig er flot; at noget man har skabt, får sit helt eget selvstændige liv og bliver en del af andre menneskers liv, siger Carsten Jensen.

Carsten Jensen fortæller om sine forventninger til premieren. (Fotograf: Carsten Bjørn).

En barndom i Marstal

Halvdelen af sin barndom tilbragte Carsten Jensen i Marstal med en far, som var sømand, og barndommen ved havet på Ærø har sat sine spor.

- Det er suverænt den bedste halvdel af min barndom. Jeg kan jo ikke sige, jeg har fået det i blodet, fordi jeg blev jo ikke sømand. Men jeg har dog rejst meget, og jeg tror måske, at det også har været inspiration herfra, fortæller han.

Som barn havde Carsten Jensen en barnepige, hvis kæreste var sømand, og en særlig oplevelse med ham har også været med til at give liv til forfatterens eventyrdrømme.

- Han havde en dag nogle figner med sukker med hjem til hende (kæresten, red.), og han havde købt dem i Antwerpen og på marstalsk dialekt lød det, som om han sagde, at han havde købt dem 'i den anden verden', fortæller Carsten Jensen og fortsætter:

- Og det bed sig fuldkommen fast på mig; at her udenfor var der en anden verden, nærmest en parallelverden, der var meget større og mere fantastisk, og den verden skulle jeg ud at opleve en dag.

'Bogen talte til mig'

Romanen, 'Vi, de druknede', som har besat tusindvis af læsere verden over, var også nærmest en besættelse for den belgiske instruktør Judith Vindevogel.

Teaterforestillingens instruktør, Judith Vindevogel. (Foto: Carsten Bjørn - DR)

Efter hun havde læst bogen, stod det klart for hende, at det belgiske musikteater Walpurgis skulle opføre den.

- Jeg læste denne bog, og mens jeg læste bogen, var det som om bogen talte til mig. Den sagde, du bliver nødt til at gøre noget med den historie her, fortæller den belgiske instruktør Judith Vindevogel.

Men det var svært at beslutte, hvilke parter af historien, som skulle med i teaterforestillingen.

- Fordi der var mange vidunderlige scener i bogen, og mange karakterer som man sympatiserer med, siger hun.

De 20 medvirkende i forestillingen 'Vi, de druknede'. (© Stef Depover / Metropolis)

Stykket opføres fem aftener i træk i et historisk bådeværft på Marstal, og giver autentisk liv til fortællingen, som oprindeligt udspiller sig netop der.

- Det er den perfekte lokation med havet som medspiller i stykket. Det er en gave, siger instruktøren.

Det er ni år siden, at hun læste bogen, og det har været en lang proces at komme frem til forestillingen i Marstal.

Derfor er hun også lidt nervøs for, hvordan Carsten Jensen vil opleve værket.

- Jeg håber, at han kan lide stykket, og at ånden i opførelsen er den samme som ånden i bogen. Og at han sætter pris på det, vi har gjort med hans historie, siger Judith Vindevogel.

Hør Carsten Jensen fortælle, hvordan bogen fik sin titel. (Fotograf: Carsten Bjørn).

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk