Corona har fået os til at gå amok i haven: Vi ribber havecentrene for planter

Det er særligt bær- og frugtbuske, der bliver revet væk.

Vil du også have flere insekter og mere biodiversitet i din have, så er du ikke alene.

Mange af os er blevet dedikerede havemennesker under coronanedlukningen - faktisk så meget, at der er ved at opstå plantemangel i havecentrene.

En af dem, der har givet den en ekstra skalle i haven under coronanedlukningen, er Fanny Møller, som er landskabsarkitekt og haveentusiast.

- Det fede, ved at gøre det her i coronatiden, har været, at man kan gøre lidt hver dag.

Fanny Møller har under coronanedlukningen nydt at kunne gå i haven dagligt. (Foto: Lise Bæksgaard)

Og der har været nok at gøre for Fanny Møller, som har lagt 6.500 blomsterløg og plantet flere træer, men også ryddet hele gårdhaven og lagt nye fliser det sidste års tid.

Hun har også stødt på udfordringer undervejs, for eksempel da hun skulle anskaffe et bestemt træ til gårdhaven.

- Vi havde forventet, at vi skulle købe et, som var meget mindre, men vi kunne simpelthen ikke få det, så nu er det allerede så stort, som vi egentlig gerne vil have det, siger hun.

Udsolgt af visse sorter

Fanny Møllers eksempel er ikke enestående. Ifølge Henrik Christensen, som er medlem af bestyrelsen i brancheforeningen Danske Planteskoler, vil folks haveinteresse forplante sig til nogle af plantetyperne det næste år eller halvandet.

- Jeg tror, mange butikker vil have det meste hjemme her til forårets start. Men jeg tror, der vil være rift om nøddebuske ved forårets start, og for eksempel krukkehindbær vil være svære at finde, når vi når nogle måneder længere frem, siger han.

På Langeskov Planteskole har indehaver Charlotte Andersen forsøgt at forberede sig på forårssæsonen.

- Jeg har forhåndsbestilt allerede i efteråret, fordi der var gået så meget i foråret sidste år, så producenterne var allerede ved at melde udsolgt af visse sorter, siger Charlotte Andersen.

Normalt er de populære varer bare et enkelt opkald væk og kræver ikke bestillinger på forhånd.

- Mange år reserverer vi ikke en ærlig plante, og vi kan få alt det, vi skal bruge, men fordi hele Europa har haft masser af tid til at gå ud og plante, så bliver der jo solgt mange, mange flere planter, fortæller Charlotte Andersen.

Når nogle af planterne bliver udsolgt i april/maj, vil de være svære at genbestille, forklarer medlem af bestyrelsen i brancheforeningen Danske Planteskoler, Henrik Christensen.

- Vi har været ude at se, om vi kunne finde nogle færdigplanter rundt i Europa, som vi kan sælge videre til vores havecenterkunder. Vi har forsøgt at skrue antallet op, men det er en kamp mod tiden.

Bær- og frugtbuske bliver revet væk

Det er særligt bær- og frugtbuske, men også planter, der tiltrækker insekter, som bliver revet væk, og de tager lang tid at få igen.

  • - Jeg har blandt andet lagt 6.500 blomsterløg og plantet træer her i coronatiden. Det her træ kunne vi ikke få i den størrelse, vi ønskede, så vi måtte købe det noget større, siger Fanny Møller, som er landskabsarkitekt og haveentusiast. (Foto: Carsten Bjørn)
  • - På grund af corona har vi haft mere tid til at gå i haven. Vi har ikke været på ferie, så jeg er i gang med at skifte folie i vores havebassin og har også lagt fliser i indkørslen, fortæller Jan Jørgensen, som er lagerchef i Svendborg. (Foto: Carsten Bjørn)
  • - Jeg elsker at være udenfor, og når man ikke kan så meget andet, så er det bare med at komme ud. Jeg elsker min have og går derud dagligt, siger Elsie Hørslev Jensen, som er pensionist. (Foto: Carsten Bjørn)
1 / 3

- De nøddebuske, vi køber hjem, er to-tre år gamle, og så skal de stå et helt år hos os, før de kommer ud i havecentrene, så det er en meget, meget lang proces, fortæller Henrik Christensen.

Allerede under den første nedlukning begyndte folk at gå mere i haven, og tendensen var derfor den samme allerede sidste sommer.

- Frugtbuske og almindeligt blomstrende buske, som tiltrækker bier, blev hurtigst udsolgt sidste sommer, fortæller Henrik Christensen.

Også Dansk Haveselskab mærker stor haveinteresse. Sidste år kom der 1.200 nye medlemmer til, og foreningen, der har nu ca. 30.000 medlemmer, oplever fortsat stigende interesse.

Facebook
Twitter