Dagplejeordning i strid med loven har været brugt i årevis

Et tilbud, hvor forældre kan blive betalt for at passe deres egne børn, hvis dagplejeren er syg, har vist sig at være ulovlig.

En kommunerne skal stille en plads til en daginstutition eller en dagpleje til rådighed på alle hverdage. Hvis der bliver afholdt lukkedage, skal forældrene altid tilbydes alternativ pasning til barnet, forklarer ministeren. Arkivfoto. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Hvad siger du til at få penge for at passe dit barn, hvis dagplejeren bliver syg?

Lige nøjagtig det kan man få i mindst syv af landets kommuner. Fra 1. januar 2019 bliver det også muligt i Kerteminde.

Problemet er bare, at det er i strid med loven og har været det hele tiden.

Det fortæller børne- og socialminister Mai Mercado (K).

- Det er sådan, at kommunerne skal stille en plads til en daginstutition eller en dagpleje til rådighed på alle hverdage. Hvis der bliver afholdt lukkedage, skal forældrene altid tilbydes alternativ pasning til barnet. Men dagtilbudsloven giver ikke mulighed for at graduere betaling eller give forældrene pengene tilbage, siger hun.

Har brugt ordningen siden 00'erne

Et af de steder, man har været rigtig glade for ordningen, er i Svendborg Kommune.

Her har man benyttet sig af den siden 00'erne. Derfor kommer ministerens udmelding også bag på Birgit Lindberg, der er sekretariats- og dagtilbudschef i Svendborg Kommune.

- Det kommer bag på mig, at vi bryder reglerne, men nu skal vi selvfølgelig se nærmere på, hvad vi gør forkert. Og så skal vi rette ind, siger hun.

Men hvordan har det så kunne lade sig gøre at gøre brug af en ulovlig ordning i mere end ti år?

- Det er ikke sådan, at ministeriet tjekker, hvordan dagtilbudsområdet bliver udmøntet i praksis. Derfor kan der godt være kommuner, som ikke har fulgt gældende regler. Min opfordring vil derfor være, at man skal følge gældende regler og dermed sikre, at forældrene får det, de betaler for, forklarer Mai Mercado og fortsætter:

- Jeg kan godt se for mig, at der er nogle forældre, der synes, det er meget rart. Men jeg synes, det er vigtigt at have et blik for den store sammenhæng, hvor der er nogle forældre, der vil kunne føle sig presset af økonomiske årsager, siger ministeren.

Børne- og socialministeriet har endnu ikke besluttet sig for, hvad de vil gøre ved sagen.

Facebook
Twitter