Danmarks største ghetto skrumper på papiret

Vollsmose deles i to for at undgå, at hele området kommer på ghettolisten.

I daglig tale bliver Vollsmose fremover delt op i Parkerne og Haverne. Det er for at Haverne ikke skal figurere på ghettolisten. (ARKIV). (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Danmarks største ghettoområde bliver med et pennestrøg mindre. Odense-bydelen Vollsmose bliver fremover delt i to områder. "Haverne" og "Parkerne".

"Parkerne" forbliver ghetto, mens "Haverne" får mulighed for at ændre status til socialt udsat område.

Det er Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, der har imødekommet et ønske fra Odense Kommune og boligorganisationerne i Vollsmose om, at det fremover kun er seks af Vollsmoses ni boligafdelinger, der er omfattet af regeringens ghettoplan.

Enigt byråd bag ghetto-indsats

I Odense har et enigt byråd tidligere indgået en aftale, som de kalder for 'Den sidste Vollsmoseplan'. Med den vil de forsøge at koncentrere sig om de hårdest belastede områder i Vollsmose.

Håbet har hele tiden været, at regeringens krav om eksempelvis nedrivning af ghettoboliger ikke vil ramme rækkehusene i Hybenhaven, Tjørnehaven og Slåenhaven, hvor de sociale problemer ikke er nær så store som i resten af Vollsmose.

- Vi kunne se med det samme, at regeringens ghettoudspil var alt for grovmotorisk i forhold til vores planer for Vollsmose. De har heldigvis lyttet nu, siger Peter Rahbæk Juel (S), borgmester i Odense.

By- og kulturrådmand i Odense Kommune Jane Jegind (V) forventer, at opdelingen vil skabe lettelse i Haverne:

- Nu kan de fortsætte deres dagligdag, og vi kan koncentrere os om at lave en fokuseret indsats i resten af området, siger hun.

Årets ghettoliste bliver offentliggjort den 1. december. Her vil det fremgå, at der fremover bor 7.787 i stedet for 9.179 personer i Vollsmoses ghettoområde.

Facebook
Twitter