Danmarks triatlon-dronning klar til at forsvare de danske farver på hjemmebane

Lørdag skal Michelle Vesterby forsøge at hive dansk metal hjem ved VM i triatlon. En svær mission, mener hun selv.

Michelle Vesterby, en af verdens bedste triatleter på ironman-distancen, stiller til start ved kongedisciplinen ved VM i multisport. (Foto: Thomas Dinsen- DR Fyn)

Der er lagt op til et festfyrværkeri af en afslutning på Multisport World Championships i Odense, når der i dag skal dystes i langdistancetriatlon.

Det bliver med prominent deltagelse, når eliteatleterne klokken 7 tager hul på tre kilometers svømning, 120 kilometers cykling og 30 kilometers løb.

Michelle Vesterby, der er en af verdens bedste triatleter på ironman-distancen, glæder sig til at kæmpe på sin fynske hjemmebane.

- Jeg synes, det er en perfekt lokation for en stor sportsbegivenhed som det her. Der er smuk natur i Odense og på Fyn, og der er ikke andre steder i Danmark, jeg hellere ville cykle end på Fyn. Så det kommer til at give folk fra hele verden indtryk af, hvor smuk Danmark er, forklarer den 34-årige triatlet.

Vant til længere distancer

Normalt er det altid Michelle Vesterbys ambition at nå det højeste trin på sejrsskamlen. Denne gang er distancerne for korte til, at jernkvinden for alvor forventer at gøre sig bemærket.

- Jeg vil gøre mit allerbedste. Jeg er sportskvinde, så selvfølgelig går man altid efter en sejr. For at være realistisk, så er der nogle piger, også danske, der har lidt større fordele ved den her distance, siger triatleten, der tilbage i april satte dansk rekord i ironman og fortsætter:

- Det er ikke en ironman. Den er lige lidt kortere, så jeg kommer lige til at mangle 60 kilometer på cyklen og 12 kilometers løb, det gør en stor forskel, når konkurrencen ikke varer ni timer men seks.

Bybilledet i Odense har i løbet af den sidste uge været præget af VM i multisport, hvor atleter fra hele verden deltager. (Foto: Ida-Sofie Sellerup DR Fyn)

Fantastisk udstillingsvindue

VM i multisport er den største sportsbegivenhed på Fyn nogensinde.

Arrangementet startede fredag den 6. juli og slutter i dag med kongedisciplinen langdistancetriatlon.

I løbet af tiden er der blevet dystet i fem forskellige discipliner, der alle har været delt op i forskellige kategorier: Elite, para og forskellige aldersgrupper, hvor motionister har kunnet tilmelde sig.

Det er blot anden gang, at stævnet afholdes på verdensplan. Men det store fokus på triatlon-sporten glæder Michelle Vesterby.

- Jeg håber, at folk får øjnene op for den her fantastiske konkurrence. For jeg ser det ikke bare som en enkelt begivenhed, man så kan vinge af på sit cv. Det er en livsstil. For alle kan enten cykle, svømme eller løbe. Du er måske ikke den hurtigste i svømmehallen. Men så kan du måske cykle eller løbe fra nogle af dine konkurrenter, siger den 34-årige fynbo.

Derfor opfordrer hun også til, at publikum på sidstedagen vil være med til at skabe en fantastisk stemning, der kan bringe danske medaljer i hus.

- Jeg håber, at folk kommer ud i byen og hepper. Det betyder så meget for atleten, når der står nogen og klapper og smiler. Det giver lige de ti procent ekstra, når man er i konkurrence.