Dansker i Kijev: Jeg er sindssygt berørt af det her

Danske Carl Plesner er rystet over begivenhederne i Kijev. Han har set 15 livløse kroppe, og han ved endnu ikke, om det er nogen, han kender.

Carl Plesner fra Danmark er taget til Ukraine i Kijev for foreningen Livsberigende Kommunikation, der frivilligt hjælper med konfliktmægling på forskellige niveauer. Han var været der siden tirsdag.

Carl Plesner har oplevet rædslerne fra på Uafhængighedspladsen tæt på, og det har været helt forfærdeligt, for han kender mange af demonstranterne også de mest hardcore af dem.

- Jeg er sindsygt berørt af det her, for jeg har lært mange mennesker at kende. Jeg ved, hvorfor de er her. Jeg ved, hvorfor det giver mening for dem at være midt i det her, lyder det fra en grådkvalt Carl Plesner til P4 Morgen.

Jeg er sindsygt berørt af det her, for jeg har lært mange mennesker at kende. Jeg ved, hvorfor de er her. Jeg ved, hvorfor det giver mening for dem at være midt i det her.

Carl Plesner, dansker i Kijev, der arbejder med konfliktmægling

Time efter time udvikler begivenhederne sig i den ukrainske hovedstad. Den våbenhvile, der blev indgået mellem opposition og regering blev ikke ret gammel, før konflikten igen eskalerede.

Mange er blevet dræbt

- Jeg har set 15 livløse kroppe blive kørt væk, jeg har været på selv pladsen og hørt skud fra Kalashnikovs (automatrifler, red.), og jeg har set mange politifolk blive taget til fange.

Han fortæller, at befolkningen er vrede over, at politifolk er blevet fanget.

Demonstranter vil have retfærdighed og demokrati om det så skal koste livet

Carl Plesner forsøger at løse konflikter gennem mægling og vise, at der er andre måder at få sine budskaber ud på. Det har været og er hans mission. Han kalder det selv for 'procesarbejde'.

- Jeg har talt med en af de hardcore-aktivister, der fik fjernet en knogle fra panden, og som mirakuløst har overlevet det her. Jeg spurgte ham om, hvorfor han kastede med molotovcocktails mellem fredelige demonstranter og et aggressivt politi.

- Aktivisten forklarede mig, at han længes efter retfærdighed, tillid til regeringen og politiet, ret til at kunne samles frit uden at blive tævet i stykker af politifolk. Han var villig til at risikere sit liv.

Carl Plesner tilføjer stille:

- Da det brød ud i dag stod han lige der, hvor mange kom til skade.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.