Demenslandsby i Svendborg er et stort tilløbsstykke: Over 100 delegationer i år

Demenslandsby i Svendborg inspirerer folk fra hele landet.

På Bryghuset Svendborg Demensby har man skabt et lille samfund, der skal skabe en tryg hverdag for demente borgere. (Foto: Tonny Schnoor - DR Fyn)

Landets første demenslandsby har kun eksisteret i lidt over et år, men er ganske populær.

Alene i år har projektleder Annette Søby vist mere end 100 delegationer rundt i Bryghuset Svendborg Demensby. Stedet inspirerer andre til, hvordan der kan skabes gode rammer for det stigende antal ældre, som bliver ramt af en demenssygdom.

- Vi har haft besøg fra politikere, sundhedspersonale og embedsmænd fra andre kommuner, og jeg tror, at alle kommuner i Danmark i en eller anden grad arbejder på at finde en løsning, siger Annette Søby.

Tidligere var Bryghuset Svendborg Demensby et almindeligt plejecenter for ældre under navnet Bryghuset i Svendborg. Efter stedets ombyggelse sidste år kan man blandt andet finde et musikbibliotek, en restaurant med god mad på menuen og en wellness-salon.

De gode faciliteter tiltrækker også mange frivillige kræfter, og det er vigtigt for landsbyen, forklarer Anette Søby.

- Vi har fået et korps af 30 frivillige, og vi har fået en meget engageret og aktiv støtteforening, som har skaffet os senest fire millioner fra den A. P. Møllerske Støttefond til hele vores udeområde, så det bliver helt fantastisk, siger Annette Søby.

Mei Pedersen på 75 år er dement. Hun er glad for at bo i Svendborg Demenslandsby. (Foto: Tonny Schnoor - DR Fyn)

Men også beboerne sætter stor pris på de mange muligheder. 75-årige Mei Pedersen har boet i Bryghuset Svendborg Demensby i omkring et år, og hun er rigtig glad for at bo der.

- Min veninde siger, at jeg har vundet i lotteriet, og det kan ikke siges mere ærligt, fortæller Mei Pedersen.

Der er i alt 125 boliger og 110 ansatte i demenslandsbyen.

Beslutningen om at etablere en demensby blev taget blandt andet på grund af efterspørgsel fra de pårørende til demente i Svendborg Kommune.

Mei Pedersen fortæller om sit liv med demens.

Facebook
Twitter