Direktør-exit koster region op til 10 millioner

Sundhedsdirektøren i Region Syddanmark kan vinke farvel med en check på fem til ti millioner, spår regionsrådspolitikerne.

Jens Elkjær kan ikke længere kalde sig sundhedsdirektør i Region Syddanmark. Mistilliden til ham blev forværret, efter Socialdemokraterne for to dage siden forlangte ham fyret. (Foto: © Region Syddanmark, Region Syddanmark)

2.013.960 kroner plus resultatløn og bonus. Det var Jens Elkjærs årlige løn som sundhedsdirektør.

Men nu må Jens Elkjær smide håndklædet i ringen, efter Socialdemokraterne krævede ham fyret tidligere på ugen.

Fyringen fyldte på et møde i forretningsudvalget, men et flertal af regionspolitikerne besluttede, at Elkjær ikke skulle have fyresedlen, selvom Poul-Erik Svendsen (S) havde sagt til det pressen.

I dag besluttede Elkjær så, at mistilliden var blevet for stor, og at han ikke kunne se en fremtid i regionen.

Farvelbonus på millioner

Regionrådsformand, Stephanie Lose (V), fortæller, at hun vil kæmpe for en rimelig fratrædelsesordning. En fratrædelsesordning, som kommer til at koste Region Syddanmark flere millioner.

- Fem til syv millioner. Han skal have tre års løn plus en kompensation på nogle millioner, vurderer Lasse Krull (K), at farvelchecken vil være på.

Vibeke Syppli (EL) tror dog, at det beløb bliver lidt højere:

- Det kan være op til ti millioner, fortæller hun til DR Fyn.

Poul-Erik Svendsen (S) vurderer, at checken kommer til at være på 4,7-4,8 millioner kroner. Han understreger, at der er tale om en forhandling.

Forsker i offentlig organisation og ledelse fra Syddansk Universitet, Kurt Klaudi Klausen, vurderer, at Elkjær vil få mindst vil få to til tre årslønninger. Det svarer til fire til syv millioner.