Dom i Black Army-sag: Tre kendt skyldig i afpresning

Tre medlemmer af Black Army er blevet kendt skyldige for at have afpresset tatovør.

Det er nu blevet afsagt dom mod tre medlemmer mod Black Army fredag. Arkivfoto: Yilmaz Polat (Foto: Yilmaz Polat © Scanpix)

Tre medlemmer af banden Black Army er kendt skyldige ved Retten i Odense her til middagstid.

De dømte blev kendt skyldige i at have afpresset og truet ejeren af en tatoveringsbutik i Odense tilbage i februar. Afpresningen var et forsøg på at få tatovøren til at give Black Army beskyttelsespenge. Noget der altså nu har givet dem henholdsvis seks, syv og otte måneders fængsel. Udfaldet i retten vækker glæde hos formand for Professionelle Danske Tatovører, Lars Pedersen.

- Jeg tænker, at det er retfærdigt. Der er sket noget kriminelt, og de kriminelle er blevet straffet, siger han.

Uenighed om dommen

Da dommeren havde læst kendelserne op, så var der tilfreds hos specialanklager Lars Petersen fra Østjyllands Politi.

- Jeg synes, det er alvorligt, det de har begået. Man har lagt vægt på vidnernes forklaring. Så kan man så vurdere, hvad det skal koste i straf. Men jeg synes, det er et godt niveau, som retten har lagt sig fast på, siger han.

Anderledes forundret over rettens afgørelse var forsvarsadvokat Bettina Antitsch Mortensen. Hun repræsenterede Black Army-medlemmet, som fik seks måneder.

- Der har været enighed i retten, om at der ikke har været fremsagt nogen direkte trusler. Der har heller ikke været udøvet nogen former for vold eller hærværk. Men retten har alligevel vurderet, at der har været tale om afpresning, siger hun.

Dommene er ubetinget, og de dømte får ikke mulighed for at afsone deres domme med samfundstjeneste. Ved to af de dømte lagde retten vægt på tidligere straffe.