DSB har glemt fynsk station 24 gange om året: Plakater og huske-mails skal minde lokoførere om at stoppe

Aksel Carlsen har to gange måttet tage toget tilbage, fordi toget ikke stoppede.

Aksel Carlsen bor i Langeskov øst for Odense, men arbejder indimellem på Sjælland.

Derfor står han ofte på toget på Langeskov Station, og står af samme sted, når arbejdsdagen er slut. Det var også planen en dag i efteråret. Men kort før ankomst går det op for Aksel Larsen, at han ikke kommer af.

- Der var altså for meget fart på, til at toget overhovedet kunne nå at stoppe. Så var jeg godt klar over, at det blev en af de gange, hvor det ikke går som planlagt, siger Aksel Carlsen.

Aksel Carlsen er træt af, at toget ikke stopper på Langeskov Station på grund af forglemmelser. (Foto: Henrik Mikaelsen - DR Fyn)

Det er ikke en enlig svale. De sidste tre år har der gennemsnitligt været 24 forbikørsler på Langeskov Station på afgange, hvor toget skulle have været stoppet. Og det ramte Aksel Carlsen igen kort efter.

- En gang, det er jo hvad det er. Men et par dage efter, så skete nøjagtig det samme en gang til. Så bliver man lidt negativ, siger han.

- Efter en lang arbejdsdag, er det ikke lige det, man har allermest behov for. Men jeg får fat en i konduktør og spørger, hvorfor filan toget ikke er stoppet, fortæller Aksel Carlsen.

Og der er simpelthen tale om rene forglemmelser hos lokomotivføreren. Det fremgår af et notat DSB har leveret til Transport- og Boligministeriet.

Stationen ligger på en strækning, hvor der normalt bliver kørt en høj fart på 180 kilometer i timen, og det gør stationen sårbar for, at føreren glemmer at få bremset ned i tide.

Vil have samråd

De 24 forglemmelser har nu fået Venstres folketingsmedlem Jane Heitmann til at kalde minister Benny Engelbrecht (S) i samråd.

- Man kan ikke være bekendt, at toget ikke standser et par gange om måneden i gennemsnit, siger hun.

Allerede i september, da antallet af forbikørsler på Langeskov Station i 2019 var nået op på 17, kontaktede Jane Heitmann ministeren.

Ved den lejlighed sendte Benny Engelbrecth en kommentar via mail til DR, hvor han udtalte:

"Det er ikke tilfredsstillende, at der har været 17 forbikørsler på Langeskov Station i årets første otte måneder. Jeg har stor forståelse for, at det er en sag, der optager borgere og folkevalgte i området."

Men i løbet af 2019 fortsatte problemet, og inden årsskiftet kom yderligere syv forbikørsler, så lokomotivførerne i alt glemte Langeskov Station 24 gange i 2019. Benny Engelbrecht ønsker stadig ikke at stille op til interview, men har igen sendt et mailsvar, der er næsten identisk:

"Det er ikke tilfredsstillende, at der har været 24 forbikørsler på Langeskov Station i 2019, og jeg har stor forståelse for, at det er noget, der optager borgerne i lokalområdet."

Nu har Jane Heitmann (V) altså kaldt ministeren i samråd for at få svar på, hvorfor forbikørslerne fortsatte i løbet af 2019.

Plakater skal oplyse

DSB beklager, at der de sidste tre år har været så mange forbikørsler.

- Hver gang et tog ikke standser, hvor det skal, er det en gang for mange, siger kommunikationschef hos DSB Tony Bispeskov.

Han fortæller, at man er gået i gang med initiativer, der skal huske lokomotivførerne på, at de skal stoppe i Langeskov. De har hængt plakater op med påmindelsen, hvor lokomotivførerne ser dem, og der er blevet sendt personlige mails, for at passagerer som Aksel Carlsen ikke kommer ufrivilligt til enten Odense eller Nyborg.

- Vi kan ikke helt garantere, at det ikke sker, for der er tale om menneskelige fejl. Men vi kan heldigvis konstatere, at der ikke har været nogle forbikørsler i 2020 endnu, siger han.

Langeskov Station har været omdiskuteret, da det ikke er en station, der har ret mange passagerer. Aksel Carlsen tror, at passagertallet kunne have været højere, hvis ikke forbikørslerne havde skadet stationens ry.

- Jeg tror, at det har gjort, at nogle af de potentielle pendlere har valgt stationen fra og ikke tør stole på, at toget stopper, siger han.

DSB har årligt 14.000 planlagte stop i Langeskov.