Efter 14 års arbejde: Danmarks første lokomotiv er genskabt

Togentusiaster har i en årrække arbejdet på at rekonstruere Odin. Nu er kopien køreklar.

Snart kan jerbane- og togentusiaster se en kopi af landets første lokomotiv på Danmarks Jernbanemuseum. (Foto: Carsten Bjørn- DR Fyn)

Er du til damp, håndtag og gamle tog?

Så skal du snart lægge vejen forbi Danmarks Jernbanemuseum i Odense.

Her har man i 14 år arbejdet på en helt særlig kreation.

En en-til-en udgave af Danmarks første lokomotiv, Odin, der blev bygget i 1846.

- Det halve er det, det er den lyd, der kommer ud af skorstenen, siger en begejstret Jørgen Lindevall.

Han er konstruktør og lokomotivfører, og sammen med en gruppe frivillige har han stået for at genskabe toget, der ligesom sin forgænger også er døbt Odin.

Opgaven har ikke været helt simpel. Der findes nemlig ikke nogle tegninger, så de har måttet tænke sig til alternative løsninger.

- Jeg kunne vågne klokken to om natten med en løsning til noget, jeg har tænkt over længe. Og så har jeg ikke kunne sove resten af natten, før jeg har kunne tegne det, siger Jørgen Lindevall.

Et ærefuldt erhverv

Tilbage i 1846 var toget noget af en sensation.

Det oprindelige Odin blev bygget i Manchester i England, og skulle køre på den blot anden jernbanestrækning i Danmark.

Den gik mellem Roskilde og København. Dengang tog det 53 minutter at tilbagelægge turen på 32 kilometer.

- Det var et meget stolt arbejde dengang. Man kunne næsten ikke få en større stilling end at være lokomotivfører, siger Jørgen Lindevall.

Selvom det tog sin tid, så var betydningen rigtig stor for det danske samfund, fortæller Anna Back Larsen, der er formidlingschef hos Danmarks Jernbanemuseum.

- Tidligere skete landtransport på gåben eller på hesteryg eller hestevogn. Det er en anden og langsom type transport. Derfor var det her starten på en trafikrevolution.

Her fik den særligt rigtig stor betydning for andelsrevolutionen.

- Der var det nødvendigt, at der var noget, der blev transporteret til landbruget, og noget der blev transporteret tilbage til byerne, forklarer formidlingschefen og fortsætter:

- Spørgsmålet er, hvordan det var gået uden en jernbane.

Det oprindelige lokomotiv blev hugget op i 1876.

Den 15. september åbner Odense Jernbanemuseum en udstilling, hvor Odin-kopien er hovedattraktionen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.