Efter Carl Holst-sag: Klare regler skal sikre retfærdigt folketingsvalg

Region Syddanmark vil sørge for, at historien om Carl Holst ikke gentager sig.

Carl Holst blev kritiseret af Statsforvaltningen, efter han havde brugt en regionsansat i sin egen valgkamp. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Tydelige retningslinjer for, hvad regionens medarbejdere må hjælpe folketingskandidater med under den kommende folketingsvalgkamp.

Det er bare ét af de tiltag, et flertal i Region Syddanmarks forretningsudvalg vil indføre inden det kommende folketingsvalg.

Det er Carl Holst-sagen, der stadig spørger i Region Syddanmark, og derfor skal reglerne nu klarlægges.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V) er helt med på, at sagen mod Carl Holst er en medvirkende årsag til beslutningen.

- Jeg tror sandfærdigt, man kan sige, at det er én af årsagerne til, vi har behov for at have nogle klare retningslinjer i forbindelse med folketingsvalget, forklarer hun.

Slatne balloner og brede debatter

Udover at sikre, at alle kandidater bliver behandlet lige under valgkampen, skal aftalen sikre, at en bred vifte af partier er repræsenteret ved alle debatter, og at der ikke må deles valgmateriale ud ved regionens sygehuse.

Regionrådsmedlem Villy Søvndal (SF) hilser særlig forslaget om opgøret med historien og de tværpolitiske debatter velkommen. Til gengæld ser han ikke noget lys i at beskytte sygehusene fra valgbrochurer, balloner og gratis rundstykker.

- Valgkampen er en del af en demokratisk proces, og der mener jeg ikke, at man skal lægge forhindringer ind. Det er naturligt, at man er rundt og dele materiale ud, og folk kan jo sige 'nej tak', og så respekterer man i sagens natur det. Det behøver man ikke at lave regler for.

Allerede i 2017 indførte Region Syddanmark de samme regler forud for det seneste regionrådsvalg. Det vil et flertal i Region Syddanmarks forretningsudvalg nu indføre til det kommende folketingsvalg.

Dengang fungerede det fint, og derfor viderefører man bare noget, der giver mening, mener Stephanie Lose.

Facebook
Twitter