Efter falske profiler og internettrolde: Nu går Facebook bodsgang i Odense

Facebook vil fremover lytte mere til dig og mig, og gøre mere at rydde op på det sociale medie.

Martin Ruby, policychef i Facebook i Norden, erkender, at it-giganten ikke har været gode nok til at rydde op i fake news, falske profiler og grimt indhold. (Foto: Dr)

Facebook har ikke været gode nok til at bekæmpe internettrolde, fake news og falske profiler, og it-giganten har ikke været tæt nok på sine brugere.

Sådan lød signalet fra Facebook, da godt 75 fynboer var til kaffe og debat med Facebook i Odense.

Debatten var arrangeret af Fyens Stiftstidende, og selvom rammen var det kommende, danske folketingsvalg, gled samtalen hurtigt over på Facebooks ansvar, og den massive kritik samt alvorlige datalæk, der har gennem de senere år har klistret sig til det sociale medie.

Til mødet i Odense lagde Facebook sig fladt ned flere gange.

- Det her er mere en bodsgang end en charmeoffensiv. Den massive kritik af os er fair. Vi har været for længe om at reagere, og derfor vil vi også gerne vise, at vi tager ansvaret på os, siger Peter Münster, kommunikationschef for Facebook i Norden.

Face to face med Facebook

Det er sjældent, at Facebook møder sine brugere ansigt til ansigt. Men det vil it-giganten blive bedre til, og derfor takkede man også ja til invitationen om debatmøde, fortæller Martin Ruby, Facebooks policychef i Norden.

- Det skal være nemmere at komme i kontakt med os, men vi har også brug for at høre fra flere. Det gælder både politikere, efterretningstjenester, men i lige så høj grad vores brugere, siger Martin Ruby.

Men ifølge Filip Wallberg, der er journalistisk lektor og ekspert i sociale medier, er det absolut nødvendigt, at Facebook møder op.

- Man har haft svært ved at lukke skabet for alle de skeletter, der er væltet ud. Der har været den ene skandale efter den anden, og det gør, at Facebook må ud og vise ansigt og tale med os brugere, siger han.

Oprustet for et tocifret milliardbeløb

For skandalerne hos Facebook har været mange, og den største i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor tredjepartsselskabet Cambrigde Analytica høstede personlige oplysninger fra 87 millioner brugere.

Data, der blev brugt til målrettede annoncer, der tjente det formål at få den nuværende præsident Donald Trump ind i Det Hvide Hus.

Desuden har Facebook også været en slagmark for internettrolde og et hav af misinformation i massevis.

Skandalerne har man lært af, fortæller policychef Martin Ruby. Facebook har oprustet med et tocifret milliardbeløb.

- I stedet for 10.000, sidder der nu 30.000 mennesker og overvåger profiler og ytringer, så vi bedre kan finkæmme og slette hadsk, racistisk, sexistisk indhold eller misinformation, som vi desværre ser en del af, siger han.

Ud over det er pengene også gået til at opruste teknologien, så Facebooks algoritme snupper og sletter endnu flere forsøg på fusk og svindel.

Alene i løbet af januar til september i 2018 slettede Facebook over to milliarder falske profiler.

- I bakspejlet virker det utroligt logisk at sætte fokus på det, men det havde vi ikke øje for under det amerikanske valg i 2016. Derfor er vi opmærksomme nu, og derfor vil vi også gerne tale med vores brugere, siger Martin Ruby.

Faktatjek af historier

Til debatten var der både spørgsmål om Facebooks kontakt til politikere og efterretningstjenester, men også hvordan man som bruger egentlig kan gennemskue falske nyheder.

John Kamann, pensionist, havde spørgsmål til, hvordan man gennemskuer falske nyheder på Facebook. (Foto: Ida-Sofie Sellerup)

- Alle skriver en hel masse, og ingen ved, om det er rigtigt. Nogle historier er helt ude i hampen, men de fleste er ret tæt på sandheden, så derfor er det svært at finde ud af, siger John Kamann, der er pensionist.

Han fik svar. Ud over supercomputere, der skal fange mistænkelige historier, samarbejder Facebook også med forskellige uafhængige institutter og medier, der faktatjekker historierne. I Danmark er det Mandag Morgen, der har værktøjet TjekDet, der skal teste historierne, der er i omløb på Facebook.

For ifølge kommunikationschef Peter Münster er det ikke Facebooks opgave at afgøre, hvad der er rigtigt eller forkert.

- Vi er en privatejet virksomhed, og det er ikke vores opgave at retfærdiggøre. I stedet vil vi klæde folk på til at forstå konteksten af det, de læser og lade dem vide, at den historie, de sidder med, er falsk efter faktatjek hos en tredjepart, siger han.

Vi har alle et medansvar

Men spredning af grusomt indhold som for eksempel terror- og drabsvideoer sker ikke kun fra falske profiler.

Alene på et døgn blev terror-videoen fra moskeskyderiet i New Zealand fjernet fra Facebook 1,5 millioner gange. Og da to unge kvinder blev myrdet i Marokko, sad danske gymnasieelever og delte videoen.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at fjerne det indhold så hurtigt, vi kan. Men vi har alle sammen et ansvar for, hvad vi deler, og hvordan vi taler sammen. Vi tager vores ansvar og rydder op, men der er også en større debat end det, siger policychef Martin Ruby.

Det bakker Filip Wallberg, journalistisk lektor SDU, ekspert i sociale medier, op om.

- Det drejer sig om, at vi starter med at se os selv i spejlet. Ser efter, hvordan vi opfører os på Facebook, Twitter, Instagram eller i læserbreve for den sags skyld. Det lyder så pinligt banalt, men det er første skridt, siger han.

Facebook er rustet til valgkamp

Facebook viser viljen til at ville, og det betyder meget, lyder det fra Jens Christian Agger. (Foto: Ida-Sofie Sellerup)

Det er kun et spørgsmål om tid, før statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskriver valg. Det er man klar til hos Facebook, der gennem flere måneder har opbygget et bredt samarbejde med både medier, myndigheder, ministerier og partier.

It-giganten drømmer om, at platformen bliver et moderne forsamlingshus, hvor man kan debattere med hinanden og nå politikerne.

Men med det amerikanske valg skrevet bag øret, er man klar til at se folk med slette hensigter.

- Vi rydder op, men vi skal heller ikke påvirke ytringsfriheden. Der skal være vidde rammer, og det er en balance. Men vi føler os rustet til den danske valgkamp, siger Martin Ruby.

Facebooks direkte tone og erkendelse fik flere af fynboerne til at gå positivt stemt fra mødet.

En af dem var Jens Christian Agger.

- Jeg synes, der er tale om et gevaldigt kvantespring, og man har virkelig gjort noget. Facebook er kommet til en ny erkendelse på baggrund af det, der er sket ude i verden, og det gør mig tryggere, siger han.

Facebook
Twitter