Lejligheden er fyldt med dansk design, porcelænsfigurer og malerier i guldrammer. Hvis man ikke vidste bedre, kunne det være et hvilket som helst hjem i Danmark.
Men vi befinder os langt fra Danmark. Nærmere Traverse City, der ligger i det nordlige Michigan i USA. Her bor 92-årige Paul Boel.
Han er en af de danskere, der har valgt at rejse de mere end 6.000 kilometer og bosætte sig i USA. Oprindeligt er han fra Kerteminde, men i midten af 1950'erne tog han turen over Atlanten.
- Jeg har altid været interesseret i at finde ud af, hvad der var på den anden side. Se hvordan de lever, og om det måske kunne passe til en selv, siger han.
Hans storebror havde et mejeri i Danmark, og Paul Boel købte ost af ham, som han solgte i USA. Allerede på færgen over Atlanten mødte han sin kone, og efter nogle år flyttede de til Traverse City og fik to børn.
- Jeg havde forelsket mig i det område, så jeg fandt hurtigt ud af, at det var her, jeg gerne ville bo, siger han.
Et aktivt liv
Traverse City ligger lige ud til Lake Michigan. I det område kunne Paul dyrke den hobby, som han har haft siden en meget ung alder. Vandski. Han startede en vandskiskole og stillede op i flere konkurrencer.
- Jeg var skide god til det, hvis jeg må have lov at prale. Det er noget, der virkelig har givet mit liv kulør.
Han kan stadig godt finde på at tage en tur på vandet, og det er ikke mere end ti år siden, han vandt et mesterskab i sin kategori. Men det er dog ikke noget særligt, mener han.
- De fleste på min alder har jo svært ved bare at gå, når de er over 80, så der er ikke så meget konkurrence for mig. Så jeg havde nok vundet lidt på forhånd, siger han og griner.
Paul Boel sørger generelt for at holde sig i gang. Det er nemlig vigtigt også i hans alder, mener han.
- Det nytter ikke noget bare at sidde på sin flade røv hele tiden, så jeg går omkring tre kilometer hver dag. Det er jo med at holde dikværket i gang, siger han.
Det danske sprog
Paul Boel har boet det meste af sit efterhånden lange liv i USA, men det danske sprog er stadig noget, han mestrer til UG. Også selvom han stort set ikke taler dansk i sin hverdag. Begge hans døtre taler engelsk, og det samme gjorde hans kone, indtil hun gik bort for ti år siden.
Der er kun en ting, som hver dag foregår på dansk, fortæller han.
- Hver aften ligger jeg mig på knæ foran sengen, folder hænderne og så beder jeg fadervor. Man skal jo huske at takke for alle de gode ting og for endnu en dag, siger han.
Men selvom Paul ikke taler meget dansk i hverdagen, ville det være mærkeligt, hvis han ikke kunne tale sproget, mener han.
- Det glemmer man altså ikke bare lige sådan. Nogle kan efter tre år i USA ikke huske, hvad ting hedder på dansk. Det synes jeg er lidt noget fis, siger han.
Det er også stadig en kendt favorit, der bliver serveret, når der kommer gæster ind til aftensmad.
- Jeg kan godt lide at lave frikadeller med kartofler, til når jeg får gæster. Så fortæller jeg, at det er meget traditionelt at få i Danmark, siger han.
Kommer ikke tilbage
Selvom Paul Boel mindes Danmark med glæde, så kunne han dog aldrig se sig selv komme tilbage.
- Jeg har det jo skide godt her og har en masse gode venner. Så jeg kommer aldrig tilbage til Danmark, siger han og fortsætter:
- Hvis jeg savnede Danmark, var jeg taget tilbage. For livet er for kort til at gå og savne noget. Der er en, du altid skal stå til ansvar for og være tilfreds med, og det er dig selv. Hvis du ikke har det godt, der hvor du er, så er der kun dig til at ændre det. Derfor fylder jeg også mine dage med ting, der gør mig glad. Ellers dur det sgu ikke, siger han.
Selvom Paul Boel gør meget ud af at få det bedste ud af hver eneste dag, så er der dog noget, han ind i mellem ærgrer sig over.
- Tiden er gået så hurtigt. Det er svært at forstå, at jeg har været her i landet i mere end 60 år. Jeg kan nærmest ikke huske, hvordan det var at komme her til. Jeg gad godt tilbage til de første dage USA for at se, hvordan jeg havde det. Men det kan man jo ikke, siger han.