Efter skudepisode: Fyns Politi indfører visitationszone i Vollsmose

Politiets efterforskning har vist, at der har været skud i området i aftes.

Politi er tilstede i bydelen Vollsmose i Odense onsdag 11. september. (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)

Fyns Politi har i aftes og hele natten været massivt til stede i og omkring Vollsmose.

Det har det på baggrund af en anmeldelse om en skudepisode klokken 18.10.

Efterforskningen har vist, at der er affyret skud, og derfor har Fyns Politi fra i dag ved middagstid indført en visitationszone.

- Vi vil gerne sende en klar besked til dem, der skyder, og til dem, der skaber utryghed, om at vi ikke finder os i det. Samtidig vil vi gerne vise de andre beboere i området, at vi er tilstede, og at vi gør, hvad vi kan, for at de kan føle sig trygge, hvor de bor, siger politidirektør Arne Gram i en pressemeddelelse.

Visitationszonen gælder to uger frem til onsdag den 25. september.

Projektiler og patronhylstre fundet

Fyns Politi oplyser desuden, at man har haft anholdt syv personer i sagen.

De er alle sigtet for forsøg på kvalificeret vold og løsladt igen, men sigterne mod dem opretholdes.

Politiet oplyser også, at det har fundet projektiler og patronhylstre i området, og derfor kan det konkluderes, at der har været affyret skud.

- Efterforskningen fortsætter på højtryk. Vi kender personkredsen, og det har vores højeste prioritet at finde den eller de personer, som står bag skyderiet i går, siger vicepolitiinspektør Jesper W. Pedersen i pressemeddelsen.

Fyns Politi opfordrer alle, der ved noget i sagen, til at kontakte politiet på telefon 1-1-4.

Facebook
Twitter