Efter vagtlægers opsigelser: Regionrådsformand er klar til at finde en midlertidig løsning

Stephanie Lose (V) vil gerne finde pengene, men mener ikke ansvaret er regionernes.

Stephanie Lose, formand for regionsrådet i Region Syddanmark, synes at Folketinget og Styrelsen for Patientsikkerhed skal tage et ansvar i sagen om de mange opsigelser i lægevagtsordningen. Men hun er klar til at hjælpe med en midlertidig løsning. (Foto: Dennis Olsgaard © DR Nyheder)

Region Syddanmark kan ende med selv at måtte finde pengene til at løse de akutte problemer lægevagtsordningen.

Sådan lyder det fra Venstres sundhedsminister, Ellen Trane Nørby.

Den syddanske ordning er sat under pres, efter at 58 læger har opsagt deres bijob som lægevagt. Lægerne er utilfredse med et gebyr på 4000 kroner for at passe jobbet som lægevagt.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V) er klar til at finde pengene, hvis det bliver nødvendigt.

Vagtlæger siger op i protest

Vagtlæger i flere regioner siger op, efter de 1. januar blev pålagt et nyt gebyr på 4.000 kroner årligt for at blive registreret. Gebyret skal finansiere bedre kontrol med sundhedsvæsenet. Gebyret rammer især læger under uddannelse og pensionister, fordi begge arbejder som vagtlæger ved siden af.

Gå til tema

- Hvis der så skal en eller anden midlertidig løsning til, så er vi kun interesserede i en velfungerende lægevagtsordning, og så er vi villige til at overveje hvad som helst, siger hun.

Ansvaret ligger ikke hos regionerne

Men Stephanie Lose mener ikke, at ansvaret ligger hos regionerne. Hun opfordrer Folketinget og Styrelsen for Patientsikkerhed, som har indført gebyret, til at finde en løsning.

- Jeg er nødt til at understrege, at de mennesker, der har indført de her regler, de har altså også et ansvar for at reagere, når det har så store utilsigtede konsekvenser, som der er tale om her, siger Stephanie Lose.

Men Ellen Trane Nørby (V) mener, at gebyrerne primært er et problem for de personer, som ikke udover jobbet som lægevagt samtidig har et andet ansættelsessted. Derfor foreslår hun en løsning, hvor det er regionen, der betaler regningen.

- En del af løsningen kunne være at regionerne formelt blev ansættelsesstedet. Altså, at vagtlægeordningen juridisk var ansættelsesstedet i stedet for, at hver enkelt skal registrere sig, siger Ellen Trane Nørby (V).

Sundhedsministeren har indkaldt Styrelsen for Patientsikkerhed og Danske Regioner til møde om sagen i næste uge.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.