Ekspert: Skolelukninger er blevet en automatknap for dovne kommuner

Skolelukningerne har regnet ned over de små samfund siden kommunalreformen i 2007, og det får en ekspert til at kritisere kommunernes uopfindsomhed, når de griber til lukninger for at spare.

Kommunerne er for hurtige til at lukke skoler i stedet for at tænke mere kreativt, lyder kritikken fra SDU-ekspert. Det bedste våben imod er borgernes protester, som på billedet, hvor landsbyen Sennels i Thy kæmper mod skolelukninger.

Siden kommunalreformen i 2007, er hver sjette folkeskole lukket eller slået sammen med en anden.

Og det er både dovent og uopfindsomt, mener Pia Heike Johansen, som er lektor ved Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet (SDU):

- Skolelukninger er ligesom blevet en automatknap. Ligeså snart der mangler penge, så lukker man nogle små skoler ude på landet.

Skoler er omdrejningspunkt for landsbyerne

Det kan være ødelæggende for et lille samfund, når den lokale skole lukker, siger Pia Heike Johansen:

- Skolerne er ofte et af de sidste lokale mødesteder, hvor byen kan mødes, og skolelukningerne betyder, at man mister liv.

Derfor er de mange skolelukninger et problem for landsbyerne, og Pia Heike Johansen efterlyser, at kommunerne finder på bedre løsninger.

Skovbørnehaver kan give inspiration

- Det er på tide, at man begynder at overveje alternativer til skolelukninger. Man kunne måske forestille sig, at man kørte de små årgange ud til landsbyskolerne, og de ældre årgange tog bussen ind til byerne og gik i skole.

- Det ville give en bedre udveksling mellem by og land, og vi bedre fik udnyttet de kvaliteter, der er i henholdvis byerne og på landet, foreslår Pia Heike Johansen.

Hun henviser til erfaringen fra Hjørring Kommune, hvor de har regnet på, om det kunne betale sig at køre børn ud af byen for at gå i skole, og det viste det sig at kunne.

Protester skal spille på følelser for at påvirke politikere   

I Faaborg-Midtfyn Kommune på Fyn er syv skoler i fare for at lukke, og det har fået forældrene op af stolene. I landsbyen Allested-Vejle har de arrangeret biloptog i protest.

Og det er netop det, der skal til, mener Annette Aagaard Thuesen fra SDU, som forsker i de lokale protestgrupper:

- Hvis først skolelukninger er kommet på dagsordenen, tror jeg ikke, at det er de saglige argumenter, der stopper det. Der bliver først ændret på tingene, hvis man kan få folk og politikere til at tvivle, og det gør man ved at vise dem, at der er mange følelser i spil i en sag.