En helt særlig hyldest: Kronprinsen får krudt og kanon i fødselsdagsgave

I Sophiæodde Saluteringslaug, hvor man har tæt forbindelse til Kongehuset, ser man frem til at hylde Kronprinsen på hans fødselsdag.

Sådan kommer der igen til at se ud ved vandet ved Strib, når Sophiæodde Saluteringslaug hylder kronprinsen. Her skød de af til ære for Prins Henrik ved hans død. (Foto: Malou Freimann Olesen - DR Fyn)

Det er ikke hver dag, men får lov at aflevere en gave personligt til kronprinsen.

Men i dag var en af de dage for oldermanden i Sophiæodde Saluteringslaug.

Fredag formiddag var Svend Aage Hansen i audiens hos kronprinsen for at aflevere en helt speciel fødselsdagsgave.

- Det var meget spændende, og vi var nogle stykker, der kom derind. Det var lidt specielt, for det er jo vores kommende konge, man står overfor. Men han er utrolig nem at komme ind til og en meget behagelig person.

Fødselsdagsgaven til Kronprinsen var en kanon i miniudgave i messing.

Gaven til kronprinsens fødselsdag fra Sophiæodde Saluteringslaug med indgraveret monogram og hilsen. Den er cirka 70 centimeter lang. (Foto: Svend Aage Madsen)

- Vi har fået lavet en saluteringskanon med hans monogram indgraveret i kanonløbet og med hilsen fra Sophiæodde Saluteringslaug, som også er indgraveret i kanonløbet, siger Svend Aage Hansen.

Oldermanden fornemmede, at kronprinsen blev glad for gaven.

- Vi havde ammunition med, men "her på Amalienborg kan vi ikke skyde den af", sagde han, men han ville glæde sig til at skyde den af en anden dag, fortæller oldermanden.

Prins Henrik, som var æreskanonér i lauget i Strib, fik en lignende gave, da han fyldte 75 år, og han fik endog lov at fyre kanonen af ved Fredensborg.

21 fødselsdagsskud for kronprinsen

Lørdag klokken 12 rulles fem kanoner ud på stranden ved Strib til ære for kronprins Frederik i anledning af hans halvtredsårs fødselsdag.

- Vi vil gerne ære Hans Kongelige Højhed kronprins Frederik med 21 skud her på Strib Nordstrand, og når de 21 skud er afgivet, vil vi sable champagne for alle, der kommer her på stranden, fortæller Svend Aage Hansen, oldermand, Sophiæodde Saluteringslaug.

Det er ikke første gang, at saluteringslauget i Strib hylder de royale.

- Vi har jo saluteret her igennem ti år for Kongeskibet, fortæller Svend Aage Hansen.

Når Kongeskibet er i farvandet, ringer jagtkaptajnen fra Kongeskibet til oldermanden og fortæller, hvornår de ankommer til Strib.

- Så kommer de og lægger til her, og så får de 27 skud, når det er dronningen, der er ombord, og 21 når det er prinserne eller Mary, der er ombord, siger oldermanden.

Kun to steder i Danmark må man salutere Kongeskibet. Det er ved Kronborg og ved Strib.

Facebook
Twitter