Endelig: Nu er der snart reddere nok til de syddanske ambulancer

Vi kan stort set levere en uproblematisk og stabil ambulancedrift, siger direktøren for Ambulance Syd.

Det er blevet mere attraktivt at være ambulanceredder i Region Syddanmark. Fra den 1. maj er manglen på mandskab ikke længere et problem. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2016) (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

I mere end halvandet år har der været mangel på ambulancereddere i Region Syddanmark, men nu er manglen snart et overstået kapitel.

Ni måneder efter Ambulance Syd, der drives af Region Syddanmark, overtog ambulancedriften fra det konkursramte Bios, har selskabet stort set nået sin idealbemanding

Dermed er regionens eget ambulanceselskab lykkedes med at fjerne den store mangel på ambulancereddere – en opgave som dansk-hollandske Bios aldrig formåede, og som sammen med en dårlig økonomi endte med at slutte selskabets ambulanceeventyr i Danmark.

Direktør for Ambulance Syd, Mads Haugaard, er glad for, at man har fået mandskabet på plads.

- Vi er på 575 ambulancerede pr. 1. maj, og det gør, at vi kan levere en stort set uproblematisk og stabil ambulancedrift i de områder, hvor vi skal køre ambulancer i Region Syddanmark, siger Mads Haugaard.

Har vist sit værd

Han fortæller, at man siden overtagelsen fra Bios i slutningen af juli sidste år har fået 100 nye ambulancereddere.

Ifølge Mads Haugaard er en af forklaringerne, at man i en længere periode har kunnet bevise over for redderne, at Ambulance Syd er til at stole på.

- Jeg har hele tiden håbet, at flere ville prøve os af for at se, at vi rent faktisk gør det, vi siger, vi vil gøre. Men ligesom i alle andre brancher, så kan man fortælle nok så lang tid om, hvad man gerne vil gøre. Hvis man så efterfølgende beviser, at man kan gøre det, så styrker det argumentationen, siger han.

Går ikke glat som Bios

Den forklaring køber fællestillidsmand for redderne hos Ambulance Syd, Fritz Kjær.

- Jeg ser tilgangen som et udtryk for, at der er nogle, der tror på det, vi som reddere har sagt ude i miljøet. At vi har opbygget en god arbejdsplads, fordi vi sammen med ledelsen tror på det her projekt. Det er sådan noget, der spredes med mund-til-mund-metoden, og så vokser virksomheden, siger han.

I begyndelsen af 2016 oplevede Bios også et opsving i antallet af medarbejdere. Fremgangen holdt dog kun kort, da flere reddere efter kort tids ansættelse opsagde deres job.

Fritz Kjær tror dog ikke, at Ambulance Syd vil lide samme skæbne.

- Du kan ikke sammenligne tiden under Bios med den måde, som Ambulance Syd bliver opbygget på. I Bios-tiden var det sådan, at var der penge og guld i kassen, så søgte mange reddere derover. Men så snart, der var rod i regnskabet og lønudbetalingerne, så flygtede folk igen. Mine kolleger og jeg arbejder rigtigt hårdt på, at det ikke kommer til at ske igen. Og det har regionen heller ingen interesse i, siger Fritz Kjær.

Ambulance Syd har siden slutningen af juli sidste år haft ansvaret for ambulancedriften på Fyn og i Sydvest- og Sønderjylland.

FacebookTwitter