'Er du naturlig og fit, så husk at sprit': Unge i 4 byer tager corona-kommunikation i egen hånd

Flere byer giver unge ansvaret for at hjælpe hinanden i kampen mod coronavirus.

Plakater, coronavenlige fester og videoer. Unge bestemmer selv, hvordan budskabet skal kommunikeres ud. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Stop med at feste. Hold nu afstand. Det er altid jer.

Unge står virkelig for skud, når det kommer til løftede pegefingre under coronaens jerngreb.

- Forestil dig at holde en korkprop under vand. Sådan føles det for unge, når de bliver bedt om at droppe deres sociale liv. De vil konstant forsøge at komme op til overfladen igen, fortæller professor og leder på Center for Ungdomsforskning Noemi Katzenelson.

Nu får de selv lov til at stå til ansvar. Både i Nyborg, Aarhus, Holstebro og Odense bliver unge peget ud som eksperterne selv. For hvordan skal kommunikationen skæres, uden at følelsen af at give køb på hele sit sociale liv følger med?

1

Nyborg vil lave et #catchyhashtag

Du kender det fra mund til mund-metoden, men i Nyborg kalder de det ung til ung-metoden. Nyborgs ungeråd har nemlig fået ansvaret for at udvikle nye kampagner, så de kan peppe kommunens grå og traditionelle kommunikation op.

En af kampagnerne skal bestå af en sang og en video om genanvendelige mundbind, som skal suppleres med et #hashtag.

- For at gøre det lidt satireagtigt vil vi lave lidt mere sjov og samtidig sige: Come on, nu skal vi ikke være nederen og sure, fortæller Magnus Ahlstrøm, der er formand for Ungerådet i Nyborg Kommune.

Vigtigst af alt skal de nye kampagner give en gulerod frem for pisken til de unge, mener formanden.

- Vi unge har en masse tanker om, hvad vi gerne vil, og det samme har voksne. De voksne kan nemt tale os over hovedet, og så falder vi fra.

Forhåbninger til de nye kampagner er, at unge danner et fællesskab om, at de sagtens kan overholde restriktionerne, selvom det er træls.

2

Holstebro fanger med plakater

'Er din pik over snit, så husk at sprit', eller 'Hvis du vil se bedste, så lad være at feste'.

Her hænger nogle af de nye plakater i indgangen til UCH Holstebro. (Foto: Simon Hellberg)

Det er bare få af de kreative slogans, som hænger på Uddannelsescenter Holstebro, UCH. Elever på skolen har nemlig selv været med til at udvikle plakater, som fanger øjnene mere, end Sundhedsstyrelsens egne gør.

Eleverne er allerede blevet bedre til at gnide sprit i hænderne, efter de nye plakater er hængt op.

- Eleverne bliver konfronteret mere med de nye plakater, fordi de både hænger ude på toiletterne og gangene, fortæller Mette Quist.

Hun er underviser på UCH og er den, som har sat eleverne i gang med plakatproduktionen.

At skubbe lidt til de vestjyske elever har været nødvendigt.

- Vi ser ikke Sundhedsstyrelsens plakater mere. De hænger overalt, og vi har set på dem alt for længe. Derfor kom jeg på idéen om, at eleverne selv kom ind i kampen og opdagede deres egen adfærd, forklarer Mette Quist.

3

Aarhus laver pengepulje til coronavenlige fester

De unge kan ikke undgå at mødes.

Sådan lyder erkendelsen fra Aarhus Kommune. En ny ungekriseledelse har derfor fået opgaven at finde på nye løsninger til, hvordan de alligevel kan feste og være sammen.

En halv million er allerede sat af til nye initiativer. Blandt andet skal nogle af pengene sættes af til en pengepulje, hvor du kan søge et tilskud til at teste nye måder at afholde et coronavenligt arrangement på.

- Det er vigtigt, at det hele ikke går op i statistikker og pressemøder. Derfor skal ungekriseledelse være med til at svare på, hvad vi så gør, fortæller Tine Holm, som er tovholder på ungekriseledelsen i Aarhus Kommune og fortsætter:

- Unge hader at være lyseslukker til en fest. Men de skal også selv tage ansvar i kampen mod corona, og de har allerede bevist, at de er meget dedikeret til opgaven.

4

Odense får hjælp til SoMe-video

Odenseanske unge har også været hårdt ramt i smittespredningen.

Odense Kommune har udover video også lavet forskellige billeder til Facebook. (Foto: Odense Kommune Facebook)

Derfor har kommunen sendt unge bag kameraet og spurgt, hvem de håber mindst på bliver smittet af corona og lagt det på Facebook.

Nu skal de unge selv stå for spørgerunden. Kommunen indkaldte flere unge fra både ungdoms- og videregående uddannelser og spurgte dem: 'Hvordan gør vi nu?'

Flere videoer og billeder på Facebook og Instagram, som unge kan spejle sig i, blev efterspurgt af flere på et møde med kommunen.

Record-knappen på kameraet får derfor snart et tryk for at tage de skridt til at opfylde de odenseanske unges ønsker.

Facebook
Twitter