Erhvervsliv kræver erstatning for aflyste julefrokoster: 'Virksomheder får økonomisk hovedpine'

Erhvervsministeriet har ikke planer om kompensationer, da samfundet stadig har åbent for blandt andet julefrokoster.

De aflyste julefrokoster koster virksomheder i eventbranchen dyrt. Men ifølge Erhvervsministeriet er der ikke en kompensationspakke på vej. (Foto: DR Grafik/Scanpix)

Opdateret: Svar fra erhvervsminister Simon Kollerup (S) er tilføjet.

Når virksomheder og foreninger på eget initiativ aflyser julefrokosten, går det ud over de brancher, som lever af at udleje alt fra mad, drikkevare til festlokaler.

Og det presser virksomhederne, som i forvejen er i knæ. De havde nemlig håbet på at hente noget af den tabte omsætning i deres højsæson – nemlig tiden med julefrokoster.

Det fortæller Lars Ramme Nielsen, der er markedschef i Dansk Erhverv.

- Der er ikke store formuer længere. Der er gæld, der skal betales tilbage, og det er derfor, at selv relativ små stød som det her gør virkelig ondt hos virksomhederne, siger Lars Ramme Nielsen.

Også Mia Amalie Holstein, der er vicedirektør i SMV Danmark, som repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder i Danmark, mener, at der er brug for kompensation fra statens side.

Der er ganske enkelt ikke mere sul på kroppen hos virksomhederne, siger hun.

- Alle er gået frem til den her sæson som en normal sæson, hvor de kan begynde at tjene penge igen. Men hvis vi skal se en sæson, som igen bliver aflyst, så er det et stort problem for branchen, siger Mia Amalie Holstein.

Juleøl på lager

En af de virksomheder, som mærker aflysningerne, er Depot Svendborg, som udlejer fadølsanlæg, fustager og specialøl.

Svendborg Kommune, der er en af deres store kunder, har allerede aflyst sin julefrokost, og en Kandis-koncert hænger i en tynd tråd.

Selv om der ingen restriktioner er fra regeringens side i forhold til at måtte afholde sin julefrokost, så kan indehaver Ove Nielsen konstatere, at 25 procent af deres arrangementer aflyst.

Ove Nielsen er indehaver af Depot Svendborg. Foreløbig er cirka 25 procent af hans bestillinger blevet aflyst. (Foto: Oliver Perry © DR)

- Og der er lige så mange, som trækker den og ser tiden an, inden de bestiller drikkevarer til deres fest. Så vi bliver pressede, siger Ove Nielsen, som dog understreger, at hans virksomhed ikke er lukningstruet, men at han i stedet risikerer at måtte afskedige en medarbejder.

Normalt er december Depot Svendborgs helt store måned, og derfor er det ekstra frustrerende, når aflysningerne tikker ind.

- Det er trist og nervepirrende, for det er en stor tid på året for os. Vi har forberedt os som en almindelig jul og har garderet os med øl og sodavand på lager. Så aflysningerne gør ondt, for det er ikke nemt at sælge juleøl i januar, siger Ove Nielsen.

Hos eventstedet Savværket i Højbjerg syd for Aarhus har man også sagt farvel til 25 procent af julefrokostbestillingerne de seneste dage, fortæller partner Søren Broberg Johansen.

Depot Svendborg har købt drikkevarer ind som var det en normal julefrokostsæson. Men på grund af aflysninger risikerer de at brænde inde med drikkevarer. (Foto: Oliver Perry © DR)

- Vores gode kunder fortæller os, at de føler sig usikre. De er lidt nervøse efter den udmelding, der kom i fredags fra politisk hold, siger han og fortæller, at deres første aflysning kom en halv time efter pressemødet i Sundhedsministeriet.

- Ligesom vi i branchen har lært meget om, hvordan vi passer godt på vores gæster i de seneste to år, så burde politikere og myndigheder også have lært noget. Lige så snart de kommer med en formaning eller italesætter noget, så har det en effekt. Den mærker man med det samme, siger Søren Broberg Johansen.

I princippet kan Savværket holde fast i, at kunderne skal betale for de bestilte julefrokost-arrangementer.

- Det vil bare være en meget kortsigtet løsning, for jeg nægter at tro, at en kunde, vi behandler på den måde, har lyst til at komme igen. Så vil jeg hellere kigge på den lange bane og tage en økonomisk lussing nu, siger Søren Broberg Johansen.

Erhvervsliv: Vi har brug for kompensation som tidligere

Virksomheder kan med de nuværende regler få kompensation, hvis de har haft en nedgang i omsætningen på 45 procent. Men det mener Dansk Erhverv bør sættes ned til 30 procent, som man havde frem til den 30. juni i år.

- Hvis man har en nedgang på 45 procent, er man næsten lukningstruet. Hvis man har en nedgang på 30 procent har man stadig en kæmpe økonomisk hovedpine, siger markedschef i Dansk Erhverv, Lars Ramme Nielsen.

Også SMV Danmark mener, at politikerne skal komme på banen. For når virksomheder og foreninger aflyser deres julefrokoster, sker det som en reaktion på blandt andet politikernes udsagn om, at vi i befolkningen skal vise samfundssind og passe på hinanden.

- Der er brug for den hjælpepakke, vi kendte fra tidligere med kompensation for tabt omsætning. Vi har brug for en hånd, der kan holde under markedet, når vi endnu en gang ser, at kunder reagerer på eksperter og politikere, som er bekymrede over stigende smittetal, siger Mia Amalie Holstein.

Men virksomhederne skal ikke gøre sig for store forhåbninger om, at der kommer en hjælpende hånd fra Erhvervsministeriet.

I en mail til DR oplyser Erhvervsministeriet, at der ikke er restriktioner, som afholder virksomheder fra at holde julefrokoster:

- Derfor er der heller ikke planer om at øge muligheden for at søge kompensation på dette grundlag. Samfundet er åbent, og der er masser af aktivitet. Virksomheder som er særligt hårdt ramt, kan fortsat søge om kompensation for faste omkostninger, såfremt de oplever en omsætningsnedgang på minimum 45 pct. Det gælder også leverandører til julefrokoster.

Men ifølge Mia Amalie Holstein fra SMV Danmark er det urimeligt, at det er virksomhederne, der skal betale for, at nogle vælger at aflyse julefrokosten for at holde smitten nede.

- Det er et problem, at vi har en samfundskritisk sygdom, vi som samfund forsøger at holde i ave. Her har politikerne meldt ud, at de ikke ønsker at lægge samme sikkerhedsnet ud under virksomhederne i form af kompensation som tidligere. Jeg synes ikke, det er fair, at det er få brancher, som økonomisk må holde for, så vi kan holde sygdommen i ave, siger Mia Amalie Holstein og uddyber:

- Politikerne skulle hellere have gjort noget i går end i dag. Der er brug for, at virksomhederne får ro i sindet, når de går ind i den her periode med stigende smitte.

Erhvervsminister: Vi har et fuldt åbent samfund

I første omgang var det ikke muligt at få et interview med erhvervsminister Simon Kollerup (S), men efter udgivelse har han stillet op til interview og siger til DR Nyheder, at når samfundet er åbent, så kan der på nuværende tidspunkt ikke komme nye hjælpepakker eller kompensationsordninger på tale.

- Når vi har et fuldt åbent samfund, som vi har nu, så skal de hjælpepakker, der er her, også kræve, at man er virkelig hårdt ramt. Så er der til gengæld også hjælp at få, siger Kollerup.

- I et fuldt åbent samfund skal vores økonomi helst kunne klare sig selv.

Erhvervsorganisationerne siger, at den hjælp ikke er god nok - det skal være, når man er gået ned med 30 procent.

- Ja, men det, som erhvervsorganisationerne efterspørger her, er de hjælpepakker, der gjaldt, da samfundet var lukket ned. Nu har vi et samfund, der er fuldt åbnet.

FacebookTwitter