Fald i søvn på operationsbordet - vågn op i skoven

Hospital forsøger at gøre opvågning efter operation mere afslappende med natur og og musik.

Uffe Bjerregård vågner op i hospitalssengen til stille musik. Idet han åbner øjnene, ser han dyr og skov omkring sig som det allerførste.

Uffe Bjerregård deltager i et forsøg på Odense Universitetshospital, der skal gøre oplevelsen af at vågne efter en operation mindre stressende. Det sker med de idylliske naturvideoer, der afspilles, mens Uffe Bjerregård vågner op af narkosen efter sin knæoperation.

- Det er jo fornemt. Musikken er god, og billederne er dejlige at se på, fortæller han.

Projektet er baseret på erfaringer i psykiatrien og på plejehjem, hvor billeder og musik er blevet brugt til at berolige borgere.

Videoerne har også tidligere været brugt på børneafdelinger. Og nu skal det altså testes, om det har en målbar gavnlig effekt efter operationer.

Uffe Bjerregaards udsigt efter operationen.

- Vi forsøger at give patienterne en roligere oplevelse af at vågne op på et hospital, hvor der ellers normalt er mange fremmede lyde og maskiner, fortæller Britt Darley, der er afdelingssygeplejerske på opvågningsafdelingen på Odense Universitetshospital.

Ansatte er positive

Skærmene og højtalerne blev sat op i august ved seks sengepladser, og i forsøgsperioden registrerer sygeplejerskerne, hvordan opvågningerne forløber. Resultaterne skal blandt andre vurderes af Dorthe Hasfeldt-Hansen, der er post. doc. og klinisk sygeplejeforsker.

- Vi ser dels på patienternes egen oplevelse af at kigge på skærmene, og så kigger vi på, om sygeplejerskerne kan mærke en effekt på arbejdsmiljøet, siger Dorthe Hasfeldt-Hansen.

Det er endnu for tidligt at sige, hvilken effekt musik og billeder har. De foreløbige resultater har dog ifølge Odense Universitetshospital været lovende. Indtil videre er 224 patienter vågnet op til naturvideoer og klavermusik, og af dem svarer 217, at det var "behageligt og afslappende".

- Mange af patienterne fortæller os, at det er en god oplevelse. De får noget andet at tænke på, siger sygeplejerske Britt Darley.

Dorthe Hasfeldt-Hansen håber på at kunne undersøge, om filmene kan være smertelindrende.

Hun fortæller, at sygeplejerskerne på afdelingen har oplevet, at patienterne er nemmere at tale med, når de har fået lov til at vågne op til den afslappende musik. Det sker ellers af og til, at nogle patienter på afdelingen er aggressive over for personalet i forbindelse med opvågning.

- Det indikerer, at det virker, men vi skal jo have flere patienter igennem, før vi kan sige med sikkerhed, at det virker, siger klinisk sygeplejeforsker Dorthe Hasfeldt-Hansen.

Smerte skal testes

Hvis personalets første fornemmelser viser sig at holde stik, når forsøgsperioden evalueres, får skærmene formentlig lov til at blive på opvågningsstuerne, og Dorthe Hasfeldt-Hansen håber, at hun kan få lov til at teste, om den rolige opvågning kan have flere gavnlige effekter.

- Man kunne godt registrere smerteoplevelsen, for vi ved faktisk fra tidligere forskning, at videoer og lyd kan påvirke folks smerteniveau, siger hun.

Når Odense Universitetshospital rykker over på det nye supersygehus i Odense, der efter planen står færdigt i 2022, ser Dorthe Hasfeldt-Hansen muligheder for at benytte videoerne i endnu højere grad.

- På de nye operationsstuer, er der faktisk skærme, så det kunne være en mulighed at vise naturfilm, så patienterne kan falde i søvn til det samme, som de vågner op til, siger hun.

Projektet med de seks skærme på opvågningsafsnittet i Odense skal evalueres endeligt til marts 2020, og står det til knæopererede Uffe Bjerregård, kan sygehuset godt fortsætte med ordningen fremover.

- Det her er bare dejligere at vågne op til. Hvis der ikke er personale i nærheden, så kan man bare ligge og kigge på billederne, siger han.