Far og datter sprang syv meter ned fra brændende hus: Naboer greb med puder og tæpper

Nicolai Himmelstrup og datteren på tre år slap uden skrammer takket være hurtigtreagerende naboer.

Nicolai Himmelstrup fortæller, at han er meget taknemmelig for naboernes hjælp under og efter branden. (Foto: Anne Kathrine Stengaard - DR Fyn)

28-årige Nicolai Himmelstrup var onsdag aften sammen med sin treårige datter, Silja, spærret inde i deres lejlighed på anden sal i en brændende bygning i Aarup på Vestfyn.

Nikolai Himmelstrup opdagede branden lidt tilfældigt, da han var i gang med aftensmaden.

- Jeg ville gå ned med en affaldspose og hente min telefon, jeg havde glemt nede i bilen. Jeg åbner hoveddøren ud til opgangen og opdager, at der er helt sort af røg og orange i bunden af flammer, så tænker jeg: 'shit mand', fortæller Nicolai Himmelstrup.

Han skyndte sig at smide et håndklæde i bunden af døren, så der ikke sev røg ind igennem sprækken, og tog herefter sin datter med ud på badeværelset, som var længst væk fra flammerne og åbnede et vindue.

- Vi fik råbt af folk ud af vinduet og fik lukket dørene efter os, siger Nicolai Himmelstrup.

Over syv meter ned

Der var over syv meter ned fra anden sal, og da ejendommens trappeopgang var spærret af flammerne, var vejen ud ad vinduet, den eneste mulige.

En række naboer stimlede sammen under vinduet og gjorde, hvad de kunne for at hjælpe.

- De fandt en masse tæpper og puder, som de fik lagt på jorden, og så fandt de et stort, voldsomt grimt gulvtæppe, som de strak ud imellem otte mennesker, fortæller Nicolai Himmelstrup.

Nicolai Himmelstrup nåede ikke at tænke så meget, før han besluttede sig for at kaste sin treårige datter ud af vinduet og ned på tæppet, som naboerne holdt.

Nicolai Himmelstrup og hans datter sprang fra et af husets gavlvinduer. (Foto: Anne Kathrine Stengaard - DR Fyn)

- Jeg måtte bare stole og håbe på, at de greb hende. Nu stod der heldigvis så mange mennesker, så hun kunne jo nærmest ikke ryge ved siden af, siger han.

Nicolai Himmelstrup ville også selv ned hurtigst muligt.

- Jeg kravlede selv så langt ned ad væggen som muligt og hang i mine arme, inden jeg gav slip, for ikke at skulle hoppe så langt. Men der var sgu længere, end jeg lige havde regnet med alligevel, men der er heldigvis ikke sket noget med nogen af os, fortæller Nicolai Himmelstrup og fortsætter:

- Jeg hoppede til sidst og landede på jorden igennem gulvtæppet, så jeg var ude at blive tjekket på sygehuset. Men der skete ikke noget, og jeg tog det ikke så tungt. Det var først en halv time efter, at jeg kunne mærke det lidt i lænden, siger han.

Nicolai Himmelstrup fortæller, hvordan han og datteren slap ud af det brændende hus. (Reporter Anne Kathrine Steengaard)

En helteindsats

Både far og datter klarede den ved hjælp af naboerne uden de store skrammer, og Beredskab Fyn har ros til de hurtigt handlende borgere.

- Det her er så flot og resolut handlet, som man kan forestille sig af borgere, der hjælper andre, der er i nød, siger viceberedskabschef ved Beredskab Fyn Rene Cording Jensen.

Selvom beredskabet helst selv vil hjælpe nødstedte borgere for at undgå, at flere personer udsættes for fare, så er det her en heltegerning, mener Rene Cording Jensen.

- I vores optik er de også helte; dem, der yder sådan en indsats. Men man skal huske at afveje den risiko, man udsætter sig selv og andre for i den slags situationer, siger han og fortsætter:

- I den her konkrete sag viste det sig, at det var det rigtige, at de blev reddet ud af bygningen på den her måde af de her snarrådige naboer, som meget resolut handlede og meget flot fik lavet et setup, så de kunne lande uden skrammer, siger Rene Cording Jensen.

Tæpper og puder, som blev brugt af naboerne ved redningsaktionen. (Foto: Anne Kathrine Steengaard)

Ulykken skal ikke udvikle sig yderligere

Efter naboernes redningsaktion nåede Beredskab Fyn frem og fik slukket branden. Og hvis naboerne ikke havde stået klar, ville beredskabet have hjulpet far og datter ud af den brændende bygning.

- I det konkrete tilfælde her kunne vi formentlig have reddet dem ud med en stige, men det er jo ikke til at sige, hvordan branden havde forløbet, siger viceberedskabschefen ved Beredskab Fyn.

Når brandfolk uddannes til at betjene springpuder eller -tæpper, er det særligt deres egen sikkerhed, der bliver fokuseret på, for at ulykken ikke udvikler sig yderligere.

- Man skal kigge op, fordi man skal være opmærksom på, at folk, der kommer hoppende ned, er utrolig tunge, når de hopper, siger Rene Cording Jensen, som har en appel til andre snarrådige borgere:

- Folk skal huske at vurdere de risici, der er, når man er i sådan en situation, hvor man kan være påvirket af adrenalin, siger han.

Der bor i alt 11 personer på adressen, og ingen af dem er kommet til skade.

Fyns Politi efterforsker stadig brandårsagen.

Facebook
Twitter