Faste hjemmehjælpere til demente og 149 andre forsøg: Frikommuner skaber ny velfærd

Det syder og bobler med idéer i landets syv frikommuner - her omkring ét år inde er der 150 nye initiativer i gang.

Social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Middelfart Kommune Hanne Nielsen deles med én anden kollega om opgaven med at hjælpe en bestemt gruppe borgere med demens på en særlig rute. Borgerne her får derfor altid besøg af de samme hjælpere, som kender deres behov. (Foto: Alexander Aagaard)

Hanne Nielsen hjælper en ældre dame med demens i bad. Så vasker hun gulv og gør lidt rent. Og så smørrer hun nogle rugbrødsmadder til frokosten.

Hanne Nielsen er social- og sundhedsasssist i ældreplejen i Middelfart Kommune. Hun er rundt på sin daglige rute hos de ældre. Men den rute, Hanne kører, er særlig. Det er nemlig en bestemt tilrettelagt rute for folk med en demenssygdom.

- Jeg syntes, det er herligt, og det koster ingen penge at gøre det her, siger hun.

Demensruten betyder, at Hanne Nielsen og en anden kollega fast kører ud til de samme borgere, så det altid er dem, der kommer på besøg hos de samme borgere.

Og det betyder, at de får en relation til dem, de hjælper. Og den gør en forskel, siger hun.

- De bliver mere rolige, trygge, smiler og er glade for, at vi kommer, til forskel fra, når jeg kommer i et hjem, hvor jeg kommer en enkelt gang. Der kan de godt blive utrygge, og så når man ikke ret langt.

Frihed til forsøg bliver grebet

Den særlige demensrute for hjemmehjælperne i Middelfart Kommune er bare ét eksempel på en masse forsøg i syv kommuner, der er blevet sat fri.

Sidste år indgik de syv kommuner aftaler, der betyder, at de på forskellige områder stort set er sat fri fra alle regler.

De syv kommuner bliver fulgt af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, også kaldet VIVE. Her viser et nyligt notat, at der er gang i 150 forsøg ude i frikommunerne. Og det tyder på, at det går godt, siger professor ved VIVE Ulf Hjelmar.

- Man har givet kommunerne nogle frihedsgrader, og spørgsmålet er jo så, om kommunerne, skolerne, dagtilbuddene og ældreplejen har grebet bolden og udnyttet friheden - og det har de. Så det ser rigtig spændende og lovende ud.

Der er ifølge Ulf Hjelmar tre elementer i spil i det, som politikerne kalder en nærhedsreform, siger Ulf Hjelmar.

Det ene er de færre regler, og så skal kommunernes service rykke tættere på dem, der skal have hjælpen. Og så skal medarbejderne have mere ansvar.

- Det her skal også kunne skabe mere motiverede lærere, pædagoger og SOSU-assistenter, fordi det har vi brug for i den offentlige sektor. I forsøgene her giver man medarbejderne mere ansvar, mere plads til fagligheden, og det er dét, de går på arbejde for og brænder for, siger han.

Umuligt at slippe friheden igen

Forsøgene skal egentligt stoppe om to år - bortset fra på ældreområdet, hvor et flertal i Folketinget har givet håndslag på, at brede friheden ud til alle 98 kommuner. Og det skal så gælde til 2026. Men Ulf Hjelmar tror ikke på, at det bliver muligt at rulle ændringerne tilbage.

- Jeg har være ude og interviewe medarbejdere i nogle af de her kommuner. Og de ser jo helt skræmte ud, hvis man siger til, at det her jo holde op i 2024. Nu har de smagt friheden og det bliver svært at tage fra dem igen.

Og står det til social- og ældreminister Astrid Krag (S), skal forsøgene faktisk fortsætte. Hun håber, at de partier, der har været med til at give hånd på at brede friheden på ældreområdet ud, også vil være med til lade friheden forsætte på ubestemt tid.

- Jeg håber, at de partier vil være med til at løfte det tankegods og de idéer ind i den ældrelov, vi skal forhandle, så der ikke bliver behov for at stramme til igen, men at vi tværtimod gør op med al den registrering og lovgivning, som vi har lavet gennem årene, siger hun.

Der skal også være plads til forskelle

En bekymring ved den store frihed kan være, at der bliver store forskelle på servicen i ældreplejen rundt i landet. Her mener Astrid Krag, at der på nuværende tidspunkt mangler plads til forskelligheden.

- Det, der er det vigtigste for dig, er jo ikke nødvendigvis det vigtigste for din nabo, og to dage er ikke ens. Så selvfølgelig skal der være den hjælp, der er behov for og en tryghed ved det. Men at måle det hele op i minuttyranni, ydelseskataloger og standardiseringer er som om vores ældrepleje kan styres som en fabrik, og vi er altså ikke biler.

Tilbage i Middelfart er Hanne Nielsen glad for den relation, hun nu får, til dem hun hjælper. Og muligheden for at finde frem til den bedste måde at hjælpe på, fordi hun lærer borgerne at kende. At forsøgene skal stoppe igen er ikke noget, hun ser frem til.

- Det håber jeg virkelig ikke, fordi når først vi er igang her, så bruger vi mindre tid, end hvis jeg kom ud et helt nyt sted og skulle at lære en ny borger at kende.