Der er gul feber.
Der er festivalfeber i Roskilde.
Der er gymnaster fra hele landet til Landsstævne i Svendborg.
Og læg så dertil sommerferietrafikken.
Der bliver tryk på vejene i denne weekeend, og derfor er det måske en god ide at læse med på nogle gode råd, hvis du skal bevæge dig rundt i landet.
God planlægning kan nemlig betyde forskellen på at holde i kø eller glide nemt og sikkert gennem trafikken, når Tour de France ruller på tværs af Danmark.
Planlægning, planlægning, planlægning
Som så mange andre ting, er det en god ide at planlægge sin tur. Men her i weekenden er det ekstra vigtigt at orientere sig, inden du sætter dig bag rattet.
Hvis du skal ud at se tour-feltet, så beslut i god tid, hvor du vil se rytterne. Du kan også booke en parkeringsplads på forhånd, så du ved, hvornår du skal være fremme.
Kør i god tid. Det er nemlig træls at holde i kø, uanset om du skal se cykelløb eller du høj af forventning glæder dig til den længe ventede sommerferie.
- Hvis man ikke skal på vejene, så find på noget andet end at køre bil. Kan man cykle eller bruge offentlig transport, så tror jeg, det aflaster lidt, siger Christian Rasmussen, der er politiinspektør hos Fyns Politi.
Det er også en god ide at besøge letourcph.dk/trafik, så du lettere kan planlægge din vej til, fra eller uden om Tour de France.
Husk: Storebæltsbroen lukker
Når rytterne i Tour de France feltet krydser Storebælt er broen lukket for al trafik.
Det betyder, at broen lukker allerede klokken 12.30 den 2. juli, hvorefter Fynske Motorvej og Vestmotorvejen bliver spærret ved henholdsvis Nyborg V og Slagelse V. Det sker for at sikre, at de sidste biler kan nå over Storebælt, inden broen lukker helt fra kl. 13.00 til 18.00.
Derfor anbefaler politiet, at du krydser Storebælt dagen før eller dagen efter, hvis du har mulighed for det.
Politiet forventer, at trafikken hele lørdag vil være påvirket, og at man kan forvente op til to timer ekstra rejsetid.
Derfor er det også en god ide, at du tjekker trafikinfo.dk, inden du kører.
Book en p-plads eller lad bilen stå et stykke fra ruten
Hvis du planlægger at tage bilen til Tour de France, er det en god ide at booke en parkeringsplads tæt på ruten. Så er chancen for at undgå stress til og fra ruten meget større, og du kan i stedet bruge din energi på at se rytterne suse forbi.
Du kan på forhånd booke en p-plads til Tour de France via linket her.
Hvis ikke du vil bruge en af parkeringspladserne, er det en gode ide at holde et stykke fra ruten og gå det sidste stykke vej.
Det er også muligt at tage tog eller bus. Find den bedste vej med kollektiv transport på Transport til Touren.
DSB har sat længere og flere tog ind. Men køb billetten i så god tid som muligt - og køb den gerne hjemmefra, lyder rådet fra Charlotte Saltoft Kjærulff, der er kundechef hos DSB.
- Der kan opstå kø for at komme med toget, og der er tidspunkter, hvor rigtig mange gerne vil rejse, så der skal man tage sin tålmodighed med. På selve dagen kan man også stå i en situation, hvor det kan være svært at komme til en automat eller få signal på sin telefon til app’en.
Tank bilen og medbring nok at spise og drikke
Lige som rytterne ikke må gå sukkerkolde, er det en god ide have både mad, drikkevarer og snacks med til turen. Så er det nemlig lettere at bevare det gode humør og nyde dagen og ikke blive utilpas.
Sørg også for at bilen er tanket uanset, om det er benzin eller el. Der bliver tæt trafik og risiko for kø.
Desuden er det en god ide at tænde for DR P4 Trafik, så du kan få opdateringer undervejs.
Tålmodighed og godt humør
Sidst, men ikke mindst. Husk at nyde festen i alle byerne langs ruten. Og husk også at følge arrangørernes og myndighedernes anvisninger på dagen, så det kan blive en god dag for alle.
Politiet forklarer, at de har brugt lang tid på at planlægge trafikken og sikkerheden, så de er fortrøsningsfulde om, at det nok skal gå med lidt ekstra tålmodighed.
Og så lige en sidste opfordring fra politiinspektøren fra Fyns Politi
- Lad være med at bruge de her fingre, vi ikke gider se i bilerne. Men hav tålmodigheden med på køreturen og det gode humør. Så skal det nok gå, siger Christian Rasmussen.