Flere betaler for privat socialrådgiver

Den almindelige borger har mere end svært ved at forstå det offentlig system og hyrer derfor professionel hjælp. Det kan man mærke hos de private socialrådgivere.

Antallet af borgere der gerne betaler for at få hjælp fra en privat socialrådgiver er stigende.

Mange danskere hyrer nu professionel hjælp til deres kamp mod kommunen.

DR Fyn har talt med flere private socialrådgivere, som alle melder om øget aktivitet. De bliver hyret af borgere, der gerne vil have hjælp i den sociale sag, de har kørende hos kommunen.

Det er for eksempel i sager, hvor borgeren har søgt om førtidspension eller er uenige med kommunen om en afgørelse, at de private socialrådgivere kommer i spil.

Private har flere ansatte

Gitte Møller fra Ollerup, har været privat socialrådgiver siden 2008, og hun fortæller at mængden af henvendelser er stigende både hos hende og hendes kolleger:

- Den er endda voldsomt stigende. Ellers var der heller ikke så mange private socialrådgivere, der kunne have indtil flere ansatte.  

Socialrådgiver Lea Strynø fra "dinsocialrådgiver" i Odense ser også tendensen:

- Der er flere og flere der henvender sig, fordi de oplever flere og flere udfordringer ved at være i systemet. 

Det giver tryghed at have sin egen socialrådgiver med

En af de borgere, der har taget skridtet, og betalt af egen lomme for en privat socialrådgiver, er Annette Pedersen fra Odense. 

Hendes 20-årige søn Ronni har gennem flere år kæmpet en forgæves kamp med kommunen. Efter flere afslag på ansøgning om førtidspension, har Annette Pedersen valgt at betale for at få hjælp:

- Jeg har fået et nyt håb om, at det kan lykkes, og jeg har fået en tryghed i, at der er nogen der holder med mig. Sandsynligvis har kommunen handlet forkert.      

- Det gør jeg simpelthen fordi, jeg følte, at det var en kamp, der havde varet alt for længe. Jeg stod og stampede på samme sted og kunne ikke komme videre, siger Annette Pedersen.

Sørgeligt og et udtryk for mistillid til systemet

Det er blevet sværere at forstå sagsbehandlingen i de danske kommuner. Sådan lyder det fra  paraplyorganisationen Socialpolitisk Forening.

- Det er for kompliceret og uigennemskueligt. Derfor går man ud og hyrer nogen der kan gennemskue den jungle det er, siger landssekretær Allan Bærentzen

Det er en sørgelig udvikling og et udtryk for mistillid til det offentlige system, når en privat person hyrer en privat socialrådgiver til at føre sin sag overfor kommunen, siger direktør i Zornighuset, og tidligere formand for Børnerådet Lisbeth Zornig:

- Det er primært folk, der har fået afslag eller en behandling, som de ikke synes er fair. Så får de undersøgt, om det er lovmedholdeligt hvad kommunen har besluttet, siger hun.

  

Facebook
Twitter