Flere busser skal forberede odenseanere på ny letbane

4 millioner kroner ekstra hvert år skal lokke odenseanerne til at bruge den offentlige trafik inden letbanens ankomst i 2020.

Flere busser skal få odenseanerne til at bruge offentlig trafik, inden letbanens ankomst i 2020 (Foto: DR Fyn)

Flere busafgange skal friste odenseanerne til at lade bilen stå, og det investerer Odense nu massivt i.

Den offentlige trafik skal nemlig geares til, at letbanen kommer i 2020. Derfor hæver Odense Kommune busbudgettet med fire millioner kroner om året, hvert år frem til 2020, hvor busbudgettet så er vokset med 28 millioner.

- Busserne skal køre oftere, så vi ender med at have afgange hvert tiende minut, siger Odense-rådmand Jane Jegind.

Buspengene kommer hele Fyn til gode

Det er ikke kun busruterne i centrum, der vil blive investeret i. Ruterne i yderkanten af byen vil også få flere afgange.

- Vi kigger også på, om vi kan finde på flere telebustaxa-løsninger, så man i de tyndere befolkede områder får en bedre bustrafik, siger Jane Jegind.

Samtidig vil der blive lavet ruter direkte til større arbejdspladser eller uddannelsesinstitutioner på resten af Fyn.

FynBus' bestyrelsesformand, Morten Andersen, er overbevist om, at hele Fyn vil få glæde af de flere busser.

- Der er jo mange, der skal videre fra banegården i Odense og de får glæde af en mere sammenhængende kollektiv trafik, siger han.