Flere tog aflyst: DSB mistænker ansatte for falske sygemeldinger

Tre gange så mange sygemeldinger som normalt får DSB til at aflyse flere togafgange.

DSB forventer at bringe sagen for arbejdsretten senere i dag. (Foto: René Strandbygaard)

Det seneste døgn er sygemeldingerne tikket ind i en lind strøm hos DSB, der derfor har måttet aflyse flere togafgange på Fyn og i Jylland.

Aflysninger
  • Mellem Odense og Svendborg, på Svendborgbanen, kører der færre tog.
  • Mellem Odense og Fredericia og på Vestfyn kører der ingen regionaltog - du skal i stedet med togbus.
  • Mellem Herning, Struer og Fredericia kører der færre tog i myldretiden.
  • Et enkelt regionaltog er desuden aflyst mellem Aarhus og Fredericia.

    Rejseplanen.dk er opdateret med aflysninger og forsinkelse, oplyser DSB.

Der er på nuværende tidspunkt 110 sygemeldinger, hvilket er omkring tre gange så mange som normalt, oplyser DSB til DR Fyn. Derfor mener DSB, at der er tale om maskeret arbejdsnedlæggelse.

Hvorfor lokomotivførerne har valgt at nedlægge arbejdet, ved DSB ikke, og derfor forventer DSB at bringe sagen for tjenestemand- og arbejdsretten senere i dag.

De mange sygemeldinger er dog ikke i sig selv et bevis på, at der er tale om en maskeret arbejdsnedlæggelse, mener Ole Hasselbalch, professor i erhvervsret ved Aarhus Universitet.

- Det kan jo være, at de rent faktisk er syge. Det er så det, de sygemeldte i dag skal redegøre for i retten. Her kan DSB desuden forlange at se lægeerklæringer, og det går jeg da ud fra, at de gør, siger han.

Indtil sagen har været for retten har DSB ikke yderligere kommentarer.

DSB har indkaldt Dansk Jernbaneforbund til fællesmøde om sygefraværet. Det foregår i dag, torsdag, klokken 13.00.
Først herefter vil forbundet kommentere på sagen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.