Flere unge med flydende køn søger på efterskole: 'Det, jeg har imellem benene, betyder ikke noget for, hvad jeg har oppe i hovedet'

Flere efterskoler har fokus på en mere flydende kønsidentitet blandt unge.

Langelands Efterskole er langt fremme i skoene med kønsneutrale værelser, og en væg, hvor eleverne har skrevet, hvilket pronomen de ønsker sig tiltalt med. (Foto: Mona Aaberg © DR)

I den ene ende af spisesalen hænger en række paptallerkener.

Alle kreativt dekoreret og med navn og fødselsdag. Men også med en ekstra detalje, som viser, at Langelands Efterskole på et helt særligt punkt adskiller sig fra de fleste andre efterskoler.

På de farverige tallerkener har eleverne nemlig tilføjet det pronomen, de ønsker sig tiltalt med.

’Ham’, ’hun’, ’hen’, ’den’, ’alle pronominer’ – står der blandt andet.

- Det er ikke rigtig noget, vi tænker så meget over, lyder det fra Erika Agostino Lynge med henvisning til, hvordan hendes venner og veninder ønsker at blive tiltalt.

Hun er elev på Langelands Efterskole, hvor de i flere år har arbejdet målrettet med, hvordan de bedst håndterer det stigende antal unge, som har en anden kønsidentitet end den, de fleste kender.

Hvor man fysisk er pige og føler sig som pige, eller fysisk er en dreng og føler sig som dreng.

Eleverne har lavet en paptallerken, hvor der også står, hvilket pronomen, de ønsker sig tiltalt med. (Foto: Mona Aaberg © DR)

Formand: Efterskoler er ikke klædt godt nok på

Det er dog langt fra alle efterskoler, der arbejder så målrettet med unge og deres kønsidentitet som Langelands Efterskole.

De seneste år er der kommet en stigende efterspørgsel fra unge med en mere flydende kønsidentitet, og ifølge formanden er der stadig for mange efterskoler, som ikke er klar til at møde de unge med åbne arme.

- Den udvikling, der er sket de seneste år, er kommet så stærkt, at ingen af os er klædt godt nok på. Vi er alle i lære i, hvordan vi løser det, og hvordan vi som kærlige voksne møder et barn eller en ung, som er i tvivl om sin egen identitet, siger Torben Vind.

Mødet med unge er særlig aktuelt på Efterskolernes Dag, hvor efterskoleformanden forventer, at efterskolerne i højere grad end tidligere vil blive mødt med spørgsmål fra unge om, hvordan skolen håndterer det.

- Det dur ikke, at den første lærer eller medarbejder, man møder, siger; det ved jeg ikke noget om, og det tror jeg sørme ikke, vi kan gøre noget ved. For så tror jeg, at nogle familier vender om og går, siger han.

Risiko for mistrivsel

Pernille Ane Egebæk er pædagogisk konsulent hos Sex og Samfund. Hun fortæller, at unge med en anden kønsidentitet end ciskønnet ofte har det svært med mistrivsel og lavt selvværd. Derfor er det vigtigt at efterskoler – og skoler generelt - tager de unge alvorligt.

- Det er ikke bare vigtigt. Det er utrolig vigtigt, at de unge føler sig set i det her. For det kan udvikle sig til depressioner og selvmordstanker.

- Man skal ikke bare sige 'visse vasse' til det og 'hold nu op med det pjat'. Det er noget, vi skal lytte til som lærere og skoler, siger Pernille Ane Egebæk.

Derfor har blandt andet efterskolerne et stort ansvar, når de i et år er de unges nærmeste i hverdagen.

- Vi har et særligt ansvar for de potentielt sårbare unge. Så i stedet for at møde dem med tvivl eller mistro, er det endnu mere vigtigt, at vi møder den her gruppe med tillid og åbne arme og siger; 'Det her skal vi nok løse', siger Torben Vind.

Elever: Her ser vi ikke køn som noget fysisk

På Langelands Efterskole bor eleverne på fællesgang på tværs af køn, og deres badeværelser er også fælles – men med bruserum, hvor man enten kan trække et bruseforhæng for – eller låse ind til sin egen kabine.

- Hvis du bor på værelse med en nonbinær eller transkønnet, så bliver du altid spurgt, om du er okay med det, så vi er trygge ved det, siger Erika Agostino Lynge.

Neel Krogholt Bjørdt bor på værelse med en transkønnet. For hendes spiller køn ingen rolle. (Foto: Mona Aaberg © DR)

Hun bor selv på værelse med en transkønnet – altså sammen med én, der føler sig som en dreng, men er en pige på sygesikringsbeviset. For Erika Agostino Lynge gør det ingen forskel, om det er en ciskønnet, nonbinær eller transkønnet.

- Det er virkelig ikke noget, man tænker over. Det er helt normalt. Hvis den person har det okay med det, så har alle det okay med det. Jeg tror, at her på skolen ser vi ikke køn som noget fysisk. Det, jeg har imellem benene, betyder ikke noget for, hvad jeg har oppe i hovedet, siger hun.

På Neel Krogholt Bjørdts værelse hænger der et prideflag, og hun er glad for sin transkønnede værelseskammerat.

- Jeg synes faktisk, det er virkelig fedt, for deres køn er ikke noget, man tænker over. Det er bare en person, jeg skal bo sammen med, siger hun.

Langelands Efterskole fik deres første elev med en anden kønsopfattelse end ciskønnet for fem år siden, og nu vurderer forstander Michael Thagaard, at det næsten er hver 10. elev, som de seneste år har en anden kønsopfattelse end ciskønnet.

57-årige Michael Thagaard er forstander på Langelands Efterskole. Han søger viden hos blandt andre Sex og Samfund og en kønssociolog for at håndtere de unges kønsidentitet bedst muligt. (Foto: Mona Aaberg © DR)

Han er 57 år, og han erkender, at det nogle gange kan være svært at møde de unge på deres banehalvdel, og hvordan de håndterer det i samarbejde med forældrene. Derfor har de også søgt råd og vejledning hos en kønssociolog og Sex og Samfund, hvis de har været i tvivl om, hvordan de skal håndtere de unges kønsopfattelser.

- Jeg tror, det er svært for os, som har været vant til at leve i en verden med to køn. Men de unge har krav på at blive mødt af interesserede voksne. Det kan godt være, vi ikke ved noget om det, men så har vi den nysgerrighed, der gør, at vi sætter os ind i det. Det skal vi være dygtige til og ydmyge om, siger Michael Thagaard.

Listen vokser

Efterskoleforeningen har ikke nogen decideret liste over skoler, som har kønsneutrale værelser. Men i forbindelse med DR's research har vi fundet frem til otte efterskoler, hvor der er mulighed for at bo på et kønsneutralt værelse.

Det gælder Langelands Efterskole, Svendborg Efterskole, Smededal Efterskole, Flakkebjerg Efterskole, Efterskolen Epos, Østerskov Efterskole, Øse Efterskole og Efterskolen Ådalen.

På Smededal Efterskole på Sjælland mærker de også tendensen og tilbyder kønsneutrale værelser. De seneste år har de haft tre til fire elever med en flydende kønsidentitet.

- Det er noget, som har været altid, men som har fået mere plads og anerkendelse i samfundet, og på den måde er efterskoler klædt godt på til den her proces, for vi er vant til at lytte og samtale og arbejde med de unge, siger forstander Mads Granlien.

Listen af efterskoler, som giver mulighed for, at eleverne har et kønsneutralt værelse, er ifølge Efterskoleforeningen vokset de seneste år. Og det glæder formanden for efterskolerne.

- Det viser, at der er et behov for, at efterskolerne arbejder med det her, og at der ikke er mange institutioner, der er lige så hurtige som efterskolerne til at opfylde og til at skabe de efterspurgte rammer i dyb respekt for den enkelte elev. Det er fantastisk, siger Torben Vind.

I dag er det Efterskolernes Dag, hvor efterskolerne slår dørene op for at vise skolen frem for potentielt kommende elever. Efterskolerne er i øjeblikket populære som aldrig før og har i år sat elevrekord med 31.745 elever fordelt på landets 241 efterskoler.

Facebook
Twitter