Flere venner og sundere livsstil på bosteder: Idræt rykker ind i hverdagen

Tre bosteder er idrætscertificeret på landsplan, og effekten af en sundere hverdag er tydelig.

Bostedet Louisenlund i Kerteminde er det tredje bosted i landet, der er idrætscertificeret.

Ja tak til bowling, bordtennis, hockey og en sundere livsstil.

Onsdag blev Bostedet Louisenlund i Kerteminde idrætscertificeret som det første bosted på Fyn. Dermed er der tre idrætscertificerede bosteder i Danmark, som udover i Kerteminde ligger i Frederikssund og Frederiksberg.

Når man er idrætscertificeret bosted betyder det, at man ændrer hverdagen til på struktureret vis at indeholde mere motion.

Frederikke Skovlund, som har boet på Bostedet Louisenlund i 11 år, kan tydeligt mærke forandringen.

- Jeg har oplevet det som en rigtig god ting, fordi vi har fået mere glæde, grin og mere hygge. Og så har vi nok tabt os mange af os. Jeg har selv tabt mig 30 kilo, så det har været dejligt, siger Frederikke Skovlund.

Krav til at blive idrætscertificeret bosted
  • Bostedet skal tilbyde motion af i alt 60 minutters varighed dagligt.
  • Bostedet skal stille et motionsrum med alsidigt udvalg til rådighed.
  • Idrætten skal varetages af medarbejdere, som har gennemført et efteruddannelsesforløb, som udbydes af DAI (Dansk Arbejder Idrætsforbund).
  • Bostedet skal skabe et frivilligt foreningsmiljø omkring afviklingen af sine aktiviteter.
  • Idrætscertificeringen er gældende for en tre-årig periode, herefter skal certificeringen genbekræftes.

Kilde: dai-sport.dk

Idræt i stedet for arbejde

Louisenlund er et bosted for borgere diagnosticeret med lidelser, som for eksempel personlighedsforstyrrelser, skizofreni, OCD eller ADHD.

Ifølge forstander Tina Møller er idræt en god erstatning, når beboerne ikke kan passe et almindeligt arbejde.

- Når man har været syg i mange år, så mister man sin arbejdsidentitet, og så kan vi få skabt en idrætsidentitet i stedet for og måske en brobygning til nærsamfundet til at komme mere ud, siger Tina Møller.

Udover idrætten har bostedet også iværksat flere andre sundhedsfremmende tiltag, blandt andet på kosten.

- Vi har skiftet kage ud med gulerødder, agurker og frugtfad, fortæller Tina Møller.

Gode erfaringer i Frederikssund

På Botilbuddet Klintegården i Frederikssund, som blev idrætscertificeret i maj 2017, har man allerede set de første effekter.

Udover en stigning i antallet af beboere, som bevæger sig mere end syv timer ugentligt, er der siden idrætscertificeringen også flere beboere, som deltager ved større interne fælles arrangementer.

- Det, at idræt kan være med til at understøtte både noget livskvalitet, noget sundhed, noget socialt og brobygningen til samfundet uden for bostedet, er effekten af det, siger Lisbeth Crafack, der er idrætskonsulent ved foreningen Idræt for Sindet, der fremmer idrætsaktiviteter for psykisk sårbare personer.

Idrætscertificeringen er ikke kun noget, der præger beboernes dagligdag - også medarbejdernes hverdag på bostederne ændres.

- Netop det at have kroppen med i det pædagogiske arbejde er ikke lige let for alle, fordi de skal være rollemodeller og gå forrest. Det kræver, at du - lidt humoristisk sagt - vil have kroppen med på arbejde, siger Lisbeth Crafack.

Botilbuddet Klintegården i Frederikssund var det første idrætscertificerede bosted i Danmark. De har været certificeret siden maj 2017. Ved udviklingen af konceptet for idrætscertificerede bosteder, har man trukket på erfaringerne fra idrætsbørnehaver.  (© Dansk Arbejder Idrætsforening)

Men udover fordelene ved at dyrke mere motion i dagligdagen følger der også en del sideeffekter med, som blandt andet er mere sundhed og større livskvalitet, forklarer idrætskonsulenten.

- Det er motiverende, styrkende og kompetenceudviklende på mange andre parametre end bare lige det fysiske, men man skal have fokus på, at man vil det, og man skal prioritere det, fortæller Lisbeth Crafack.

Certificering kræver efteruddannelse

For at blive idrætscertificeret bosted kræver det, at størstedelen af medarbejderne på et bosted får en efteruddannelse.

Lisbeth Crafack håber på, at idrætscertificeringen bliver en prioritering på bostederne fremadrettet, selv om det kræver en økonomisk ramme på cirka 50.000-90.000 kroner.

- Der er cirka 7.000 bosteder i Danmark, og vi har en forventning om, at vi vil være godt på vej til at have certificeret en del af bostederne inden for de næste fem år, siger Lisbeth Crafack.

Mange plejecentre er også i en årrække blevet idrætscertificeret, hvor kravene til idrætscertificeringen dog ikke er helt så strenge som på bostederne.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.