Folk sætter kolde drikke ud til skraldemænd: "Det er simpelthen så skønt"

Skraldemænd oplever stor venlighed i sommervarmen. Det er ikke bestikkelse, men en sød gestus.

I denne varme sommer oplever skraldemænd stor medfølelse, når de er på arbejde. (Foto: PRIVATFOTO)

Mens mange har ferie og kan nyde sommeren fra en stol på terrassen, er der nogle, der må knokle i varmen.

Skraldespandene skal nemlig stadig tømmes, selvom varmen kan være tæt på ulidelig.

- Det er hårdt. Men vi har vænnet os til det i et par måneder. Men her de sidste par dage har det været rigtig, rigtig varmt. Vi knokler, og vil gerne være hurtigt færdige. Men det er svært, for man arbejder ikke så hurtigt, når det er varmt, siger Henrik Andersen.

Han er skraldemand og oplever for tiden ekstrem stor venlighed, når han er på arbejde i det sydlige Odense.

- Når vi kører rundt på de små veje og ved parcelhusene, så sker det indimellem, at Hr. og Fru Danmark kommer ud med en sodavand eller noget iskoldt vand og spørger, om vi ikke lige vil have noget at drikke, siger Henrik Andersen og fortsætter:

- Vi synes simpelthen, det er så skønt, at folk tænker på os. Bare det, at folk synes, at vi gør et godt stykke arbejde, og at de gerne vil give en sodavand, det synes jeg er skønt.

Smilet er stort, når Henrik Andersen og kollegaerne bliver forkælet med kolde drikke. (Foto: Carl Odorico)

Sætter pris på arbejdet

En af dem, der lider med skraldemændene i varmen, er Bente Jørgensen.

Da Henrik Andersen og kollegaerne kørte forbi hendes hus, kom hun ud med to iskolde dåser Pepsi Max.

- Vi sætter rigtig stor pris på skraldemændenes arbejde og har altid givet dem noget at drikke, hvis vi når at fange dem, når de kommer, siger hun.

Den lille gestus betyder rigtig meget for de svedige og tørstige skraldemænd.

- Det her er min arbejdsplads. Jeg er på den her vej hver 14. dag. Så jeg følger jo med i det liv, der foregår rundt omkring i Odense. Derfor synes jeg, det er rart, når der er nogen, der kommer ud og siger hej. Og nu her i varmen, når de kommer ud for at vise, at de sætter pris på det arbejde, vi gør, men også at de ved, at vi har det varmt, siger Henrik Andersen

Ikke bestikkelse

Rent faktisk er de søde tanker på grænsen til bestikkelse.

Mange steder landet rundt har der før i tiden været en uskreven regel om, at man kunne sætte to dåseøl ovenpå skraldespanden, og så kunne man lige få skraldemændene til at tage en ekstra sæk med.

De kolde colaer, som Bente Jørgensen gav til skraldemændende, bliver gemt til de små pauser. (Foto: Carl Odorico)

Derfor er der lavet regler om, at man ikke må modtage den form for gaver.

Men ifølge Claus Hammerich, der er HR & Kommunikationschef i Odense Renovation, er der ikke tale om bestikkelse, når de får en sodavand i varmen.

- Vores skraldemænd har det hårdt i øjeblikket og lider som mange andre i varmen. Og det kan vores kunder selvfølgelig også se, når skraldemanden kommer og tømmer skraldespanden hos dem, siger han og fortsætter:

- Jeg tror, det er derfor, de tilbydes vand, saftevand og sodavand. Det er simpelthen en gestus og tilkendegivelse af, at de er glade for, vi kommer og tømmer - også i 32 grader og hedebølge.

Skraldemændene ser det da heller ikke selv som bestikkelse.

- Der er en regel om, at man ikke må modtage gaver. Men jeg opfatter det at give noget vand som en gestus og ikke som noget, hvor borgeren forventer, at vi tager en ekstra sæk med. Det er i hvert fald ikke det, vi gør. Vi drikker bare vandet og siger tak, siger Henrik Andersen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på fyn@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.