Fornem gæst indvier spritnyt veteranhjem: 'Han ved som soldat, hvad fællesskab betyder'

Det er fire et halvt år siden at veteranhjemmet i Odense fik sin begyndelse - i dag blev det indviet.

Kronprins Frederik hilser på veteraner ved indvielsen af Soldaterhjemmet Dannevirke. (Foto: Carsten Bundgaard © Scanpix)

Om du - som veteran - er til en god film, en tur i løbeklub eller en stille kop kaffe, så er der mulighed for det i veteranhjemmet, der torsdag er blevet indviet i Odense.

Veteranhjemmet ligger ved Soldaterhjemmet Dannevirke, og det skal fungere som et fristed for de danske veteraner på Fyn.

Det var H.K.H. Kronprins Frederik, der førte saksen og stod for åbningen. Og Kronprinsens tilstedeværelse betyder meget for Steen Møller, der er formand for veteranhjemmets byggeudvalg og tidligere konservativ rådmand i Odense.

- Det er jo helt fantastisk. Vi skulle have et veteranhjem her i Odense, fordi det var det, veteranerne gerne ville have. Efter fire et halvt år er vi nu færdige, og at Kronprinsen endda ville komme og klippe båndet er altså fantastisk, siger han.

Også veteran Jon Prinstzlau, der var udsendt i Kosovo og Afghanistan, var beæret over at Kronprinsen i dag stod for indvielsen.

- Han har selv har tjent som soldat, så derfor ved han også, hvad det er for et fællesskab, siger han.

  • Kronprins Frederik ankommer til indvielse af Soldaterhjemmet Dannevirke i Odense. (Foto: Carsten Bundgaard © Scanpix)
  • Ane Uggla, formand for A.P. Møller Fonden deltog også i indvielsen, da fonden har doneret 9,6 millioner kroner til projektet. (Foto: Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix) (Foto: Carsten Bundgaard © Scanpix)
  • Kronprins Frederik klipper den røde snor. (Foto: Carsten Bundgaard © Scanpix)
  • Fra venstre: Steen Møller, forsvarschef Bjørn Bisserup, Ane Uggla, Børne- og socialminister Mai Mercado, Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt og Odenses borgmesterPeter Rahbæk Juel (Foto: Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix) (Foto: Carsten Bundgaard © Scanpix)
1 / 4

Alarmberedskabet falder

Veteranhjemmet har været i brug siden december måned, og Jon Prinstlau er af dem, der gør brug af det.

- Det her er et fristed, og min krops alarmberedskab falder utrolig meget, når jeg er sammen med andre veteraner. Vi mødes med en forståelse, som man måske ikke rigtig får andre steder. Her har folk været igennem det samme, så det betyder utroligt meget, siger han.

En anden, der også gør brug af tilbuddet er Kenneth Henriksen, der har været udsendt til Irak.

- Så har vi jo et sted, hvor os veteraner kan mødes og få luft, få talt en masse sammen og dele røverhistorier, siger han.

Kenneth Henriksen er en af de veteraner, der gør brug af hjemme. (Foto: Agnes Dalhoff Pedersen)

Klostertankegang i indretningen

Selvom veteranerne forsøger at holde et højt humør og tonen er let og drillende, så er der dog stadig plads til at man kan trække sig tilbage, hvis der skulle blive brug for det. Og det kan blandt andet ses på den måde, som det nybyggede veteranhjem er indrettet på.

Der er nemlig værelser, der decideret er lavet til, at man kan være for sig selv, fortæller formand for veteranhjemmets byggeudvalg, Steen Møller.

Steen Møller viste stolt det nye veteranhjem fra frem. (Foto: Agnes Dalhoff Pedersen)

- Det er jo typisk veteraner med PTSD, der vil benytte sig af de værelser, vi har. For dem kan det være svært at melde sig ind i fællesskabet, og derfor er det en gammeldags klostertankegang, der gennemsyrer den måde, huset et bygget på.

Og muligheden for at kunne trække sig tilbage er god, foræller veteran Kenneth Henriksen.

- Vi har jo alle hver vores måde at reagere på, og her er der også plads til, at man kan trække sig tilbage. Det er jo netop det, der er dejligt ved at være her. For ude på den anden side af hegnet ville der måske blive set skævt til, at man stiller sig i hjørnet for sig selv. Men det giver vi plads til her, siger han.

Facebook
Twitter