Forskning: Blodfortyndende medicin og særligt antibiotikum kan give blodpropper

To hyppigt benyttede medikamenter giver tilsammen en livsfarlig cocktail.

Syddanske forskere anbefaler, at praktiserende læger og sygehuse bruger andre medikamenter. (Foto: Colourbox.com © ColourBox.com)

Det blodfortyndende lægemiddel warfarin kan sammen med antibiotikummet dicloxacillin udgøre en farlig cocktail.

En ny undersøgelse fra Syddansk Universitet (SDU) viser, at en kombination af de to lægemidler nedsætter virkningen af warfarin i et omfang, der gør, at patienterne er i høj risiko for at få blodpropper.

- Vi tror, at det gør noget ved leveren. Når man tager antibiotikummet, bliver leveren bedre til at omsætte det blodfortyndende, og dermed får man dårlig effekt af det blodfortyndende. Kroppen er for hurtigt til at skille det ud, og så er man pludselig ikke beskyttet mod blodpropper, siger Anton Pottegård, der er klinisk farmaceut og postdoc ved SDU, til DR Fyn.

Resultat ved et tilfælde

Omkring 90.000 danskere – især ældre – bruger det blodfortyndende lægemiddel warfarin. Antibiotikummet dicloxacillin, som bruges til at bekæmpe infektioner, blev i 2013 benyttet af cirka 130.000 danskere.

Undersøgelsen bygger på data fra 519 fynboer, der i perioden 1998-2012 blev behandlet med begge præparater. Hos 60 procent af patienterne faldt den blodfortyndende effekt så meget, at patienterne ikke længere var godt nok beskyttet mod blodpropper.

Faktisk var det lidt af et tilfælde, at forskerne kom frem til resultatet.

- Vi sad med noget teoretisk arbejde og skulle bruge et eksempel. Her testede vi, om de her to gik godt sammen, og da resultaterne kom frem, viste det sig at være en dårlig kombination, siger Anton Pottegård.

Undgå kombinationen

De syddanske forskere har også set nærmere på andre typer antibiotika og deres effekt på warfarin-behandling. Disse havde ingen eller kun en meget lille effekt.

Anbefalingen er derfor, at praktiserende læger og sygehuse bruger en anden type antibiotikum end dicloxacillin og det lignende antibiotikum flucloxacillin til warfarin-patienter.

Resultatet er netop offentliggjort i verdens tredjestørste sundhedsvidenskabelige tidsskrift JAMA.

Facebook
Twitter