Forskning skal hjælpe med at opdage skrumpelever tidligere

Et nyt forskningsprojekt på flere af landets hospitaler skal redde liv og undgå indlæggelser ved opdage skrumpelever tidligt. En ny scanner og blodprøve skal testes mod sygdommen, der især skyldes for meget alkohol.

I dag testes skrumpelever med en biopsi, hvor en nål stikkes ind i leveren. Ny forskning vil forsøge at bruge en scanner og tage blodprøver i stedet. (Foto: Scanpix)

Et nyt forsøg skal forhindre, at 3.000 alkoholikere årligt dør, fordi de får skrumpelever.

I dag undersøges skrumpelever ved at tage en leverbiopsi, hvor en nål stikkes ind i leveren, og det er både dyrt og risikabelt.

Men nu forsøger forskerne på Odense Universitetshospital, Aalborg Sygehus og Hvidovre Hospital i stedet at bruge en ny ultralyd-scanner og en ny type blodprøve. 

Ny blodprøve kan laves hos egen læge

Det smarte ved scanningen og blodprøven er især, at testene er forholdsvis nemme at udføre for sundhedspersonalet, fortæller professor Aleksander Krag, OUH:

- Det smarte ved en blodprøve er, at hvem som helst kan tage en blodprøve, og en scanner er også noget, man kan uddanne relativt mange til at bruge. Det vil sige, at for langt færre penge kan du undersøge flere mennesker og forebygge, at de får komplikationer.

Og der er også en økonomisk fordel i, at blodprøven kan laves af egen læge, siger professor Aleksander Krag:

- Almen praksis er jo et væsentligt billigere sted at sortere patienterne i forhold til på sygehuset.

Tidlig opdagelse af skrumpelev kan redde liv

En halv million danskere har et for stort alkoholforbrug, så der er potentielt mange sygdomstilfælde, som forskningen kan hjælpe.

- Det kan give færre sygehusindlæggelser og til sidst en lavere dødelighed, hvis vi fanger sygdommen tidligere og tilbyder en bedre og mere rigtig behandling for den individuelle patient, siger Aleksander Krag.  

Fondene Højteknologifonden og A.P. Møller Fonden er med til at finansiere den nye forskning, der altså foregår på hospitaler i Odense, Aalborg og i Hvidovre.

FacebookTwitter