Fra container til grønne enge: Rasmus redder dødsdømte kalve og bruger dem til naturpleje

Fynsk iværksætter forlænger kalvenes liv ved at lade dem græsse på fredede naturområder.

30.000 jersey-kalve bliver hvert år født så små, at det ikke kan svare sig for landmændene at lave dem til bøffer.

Men på Fårehavegård ved Svendborg puster en iværksætter liv i de dødsdømte dyr.

- Hvis der ikke er nogen, der vil tage kalvene, som jeg gør, så havner de en container, når de er et par dage gamle, siger Rasmus Dalhoff Skaar, som har enmandsfirmaet Naturkalv.

Dét, synes han, er synd. Derfor har han fundet noget fornuftigt at bruge de kasserede dyr til.

Han har fundet ud af, at kalvene kan få et langt og godt liv ved at græsse på de tusindvis af naturområder, som menneskerne ikke plejer og vedligeholder.

Dermed vokser kalvene sig større og kan efter et godt liv i naturen blive spist.

- Det gav mening at kombinere naturpleje og dyrevelfærd. Samtidig ved vi, at det giver noget meget velsmagende kød, siger han og forklarer, at han ikke har noget imod at skyde dyrene, så længe han ved, at de har haft et langt og godt liv.

Rasmus Dalhoff Skaar har det sidste år haft naturkalvene til at gå ved Odense Å og Tommerup på Fyn.

- De lever et fantastisk frit liv, som minder meget om det naturlige liv. Dermed får de en højere dyrevelfærd.

Iværksætteren mener, at du kan se, at dyrene er glade for at få et længere liv.

- De er meget behagelige og vil gerne hen og snakke. De ser sunde og raske ud og har ikke brug for medicin, fortæller han.

Facebook
Twitter