Fra Fyn til Wimbledon: Christian er en del af tennis-eliten

Christian Rask er den eneste danske dommer, der dømmer tennis internationalt på fuldtid.

Han har mødt dem alle. Wozniacki, Federer, Nadal, Williams, Djokovic.

Som international tennisdommer er Christian Rask fra Sydfyn en af de yngste til at dømme tenniskampe mellem de helt store tennisstjerner ved de største turneringer i verden.

Historien om, hvordan den 26-årige mand fra Vester Skerninge på Sydfyn er endt med at dømme kampe ved de mest prestigefyldte turneringer, starter på tennisbanen. Christian Rask måtte som 14-årig droppe karrieren som tennisspiller, da han efter syv år fandt ud af, at han ikke havde, hvad der skulle til for at blive professionel. Hver gang han tabte og røg ud af en turnering, blev han nemlig sat til at dømme de andre kampe i turneringen. På den måde fandt han hurtigt ud af, at han havde mere talent uden for banen.

- Der er ikke nogen tvivl om, at jeg har fundet min rigtige plads. Drømmen var selvfølgelig at stå som spiller på banen, men det er ikke noget, jeg fortryder. Jeg har det godt, hvor jeg er, og jeg ved, at det er der, jeg er i mit es, siger Christian Rask.

Christian Rask som stoledommer ved Laver Cup, hvor han blandt andet holder styr på verdensstjernen Rafael Nadal. (© Christian Rask)

Seks år som fuldtidsdommer

Christian Rask har nu arbejdet 12 år som tennisdommer, og i seks af dem har det været på fuldtid. Selvom jobbet er blevet hverdag for ham, havde han i starten meget svært ved at tro på, at han en dag skulle sidde på Centre Court til Wimbledon og dømme tenniskampe.

- Jeg vidste, at det var en mulighed, men jeg havde aldrig troet på det. Første gang jeg trådte ind på Wimbledon Centre Court, var det en drøm, der gik i opfyldelse. Selv mine forældre havde heller aldrig troet, at jeg skulle komme til at stå ti centimeter fra Roger Federer til Wimbledon, siger Christian Rask.

Med drømmejobbet som fuldtidsdommer medfølger der også mange goder, og især én ting begejstrer den fynske tennisdommer.

- En stor oplevelse er selvfølgelig, at man rejser så meget rundt. Den ene dag er man i New York og den næste er man i Melbourne, og det er helt klart en af de store positive ting ved det her job.

Og Christian er ikke den eneste i familien, der er aktiv på den international tennisscene. Også hans lillebror Michael Rask rejser verden rundt efter tenniskampene i hvervet som linjedommer - dog kun på deltid. I 2017 dømte de to brødre Wimbledon sammen; Christian som stoledommer og Michael som linjedommer.

Christian Rask står sammen med Roger Federer forud for en kamp ved Laver Cup. (© Christian Rask)

Målet er en Grand Slam-finale

Christian Rask er netop hjemvendt fra en turnering i Budapest og med jobbet som international tennisdommer følger rigtig mange rejsedage og udlandsophold. Og selvom han har været mange steder i verden og til mange turneringer, så skal der stadig arbejdes hårdt, før den helt store drøm går i opfyldelse.

- Målet er selvfølgelig at dømme en Grand Slam-finale, og lige nu dømmer jeg 3. runde i single. Så der er lige et par runder endnu, og det tager tid at nå til det punkt. Der er stadig lang vej, hvis man vil hele vejen til toppen, men forhåbentlig er jeg 35 år, når jeg når dertil, slutter Christian Rask.

Facebook
Twitter